Dronning Margrethe modtog et personligt digt af prins Henrik, da de torsdag aften besøgte Det Kongelige Teater forud for hendes fødselsdagsfejring fredag.

Selvom det meste af gallaforestillingen på Det Kongelige Teater bød på opera og ballet, modtog dronningen også en særlig hilsen fra sin mand, prins Henrik.

Under første akt læste skuespilleren Søren Sætter-Lassen et digt op, som prins Henrik havde kreeret specielt til hustruen i anledning af hendes 70-års-fødselsdag.

- Jeg vil være den skygge, der føjer dine fodtrin. Mit ønske er blot at følge dit spor til vort stævnemøde, lød det.

Ud over digtet havde Det Kongelige Teater samlet en maggiterning med det bedste fra teaterverdenen, da dronningen og 1200 andre gæster besøgte teatret torsdag aften.

Under første akt kunne gæsterne blandt andet lægge øjne til "Elverhøjens" ouverture, "Svanesøen" og "Romeo og Julie".

Femke Slot og Ulrik Birkkjær var balletdanserne bag "Romeo og Julie". De to dansede også den ulykkelige kærlighedshistorie for et år siden.

Inden anden akt blev rullet ud, fik gæsterne mulighed for at strække ben ved en stående souper, der blandt bød på friskpillede skagensrejer, andelevermousse og chokolademousse. Regentparret benyttede pausen på at gå såkaldt "kur" for at hilse på gæsterne.

Anden akt bestod blandt andet af dronningens favorit balletstykke, "Napoli", hvorfra publikum kunne overvære tredje akt af forestillingen i Nikolaj Hübbes nyopsætning.

Finalen bød også på brudstykker fra "Carmen" og det anmelderroste teaterstykket "Ulysses von Ithacia".

Efter forestillingen skyndte dronningen sig hjem for at lade op til festlighederne fredag, når hun runder det skarpe hjørne.

Hun vil allerede fra morgenstunden få fødselsdagsvækning på Fredensborg Slot, hvor regentparret er flyttet ind for sommeren. Senere vinker regenten traditionen tro fra balkonen på Amalienborg, og dagen byder også på karettur gennem Københavns by og reception på Københavns Rådhus, inden en stor privat fest på Fredensborg Slot om aftenen.

/ritzau/