Et gratis månedskort åbner bilisters øjne for den kollektive trafik, og skaber også en passagervækst, når billetten senere koster penge.

Folk er klar til vælge toget frem for bilen, hvis de får lov til at afprøve toget i en gratis prøveperiode. Det er konklusionen i en undersøgelse fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Professor John Thøgersen har stået for undersøgelsen, som begyndte med, at 400 bilister fik tildelt et gratis månedskort til den kollektive trafik i hovedstadsområdet. I slutningen af gratismåneden havde bilisterne fordoblet deres rejser med tog, bus og metro. Seks måneder efter at gratisperioden var slut, brugte bilisterne den kollektive trafik til syv procent af deres rejser, hvilket var en stigning på 40 procent i forhold til udgangspunktet.

- Umiddelbart ser det ud som små tal, men det er nogle af de højest dokumenterede fremgange i bilisters forbrug af kollektiv transport ved brug af kun en enkelt metode. I virkelighedens verden vil trafikselskaberne kombinere det gratis månedskort med en række andre initiativer, og så vil det virkelig blive interessant at følge, siger John Thøgersen.

/ritzau/