Foldegardiner forhandles overalt uden advarsel, selvom deres snore udgør en potentiel dødsfælde

To kvinder går nu til kamp mod en populær type gardin, hvis konstruktion er livsfarlig for små børn. Det kræver kun, at et mindre hoved kommer på den forkerte side af en snor fra foldegardinet, før det kan udvikle sig til en dødsfælde. Alene i Danmark er der 2002-2008 registreret seks tilfælde hos børn under 15 år. Alligevel forhandles de af flere kæder i Danmark, bl.a. Jysk. Det er tv-vært og småbørnsmor Signe Lindkvist vred over. Hun medvirker i programmet 'Kendt i parlamentet', der bliver sendt i aften på DR2. Sammen med EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) forsøger hun at få reguleret produktion og salg af foldegardiner, som er udbredte i mange hjem. Signe Lindkvist selv havde tre af dem hjemme, indtil hun blev klar over, hvor farlige de var. Sindssygt farligt - Man sørger i forvejen for reflekser og alt muligt, så der ikke sker ens lille barn noget. Det er jo helt uventet, at sådan noget som foldegardiner er farlige. Man hænger jo dødsfælder op i sit hjem, for der er ingen, der siger, at det her faktisk er sindssygt farligt. For to år siden endte en tre-årig dansk dreng i ugelang koma efter et grusomt møde med gardinløkken. Han var blevet fanget i snoren, der havde strammet sig om halsen på ham. Han slap dog billigt, for så sent som i februar i år endte mødet med et foldegardin dødeligt. I England fik en kun treårig dreng hovedet viklet ind i den snor, der sad bag på gardinet. Kvalt til døde i den konstruktion, der skal løfte gardinet op. I dag arbejder forældrene på at udbrede oplysningen om den type gardiner. Det er netop en af grundene til, at Signe Lindkvist og Christel Schaldemose har forelagt sagen for Europa-parlamentets Forbrugerbeskyttelsesudvalg. Her bakker man op om projektet, fortæller Signe Lindkvist. Men der er stadig lang vej, for mange er slet ikke klar over farligheden. - Det er jo denne billige brug-og-smid-væk-ting. Jeg købte mine i Jysk på Amagerbrogade for 120 kr. og har haft masser af dem. Men jeg vidste intet.

Kræver lovgivning

Men hvordan kan det egentlig hænge sammen, at disse foldegardiner føres, selv om der er så mange eksempler på deres fatale potentiale? B.T. fik fat i kommunikationschef hos Jysk, Jonas Schröder, der mener, at der skal mere til, før forhandleren vil gøre noget. - Det er et område, vi selv følger. Selvfølgelig også i forhold til børn. Det lyder fornuftigt at sætte fokus på det område og lovgive, så EU-landene kommer til en fælles bestemmelse. Så vil vi være nogle af de første, der vil sætte en advarsel på. Mange børn er allerede døde ved mødet med gardintypen. Hvad skal der til, før der sker noget? - Jeg har det da ikke godt med, at der er børn, der er blevet kvalt. Derfor kan man jo kun sige, at man generelt skal passe på som forældre. Men før vi kan skrive en advarsel på brugsanvisningen, skal der være en lov, så det gælder alle forhandlere og producenter, siger Jonas Schröder.