Mandag morgen mistede en 39-årig mand livet under et stilladsarbejde på Ferring-bygning overfor Fields på Amager. Arbejdstilsynets indledende undersøgelse er afsluttet, og den afslører både forkert arbejdsrutine og manglende sikkerhedsudstyr.

Mandag morgen klokken lidt i otte fik en ulykke i forbindelse med et renoveringsarbejde en fatal udgang. En 39-årig mand røg ned fra 20 meters højde og døde på stedet, men hans kollega og svoger blot kunne se til.

Arbejdstilsynet sendte to tilsynsførende til ulykkestedet, og igennem deres indledende undersøgelse har de fastlagt ulykkesforløbet.

- De to var i gang med at afmontere to søjlelifte, der var bygget sammen. Det var under demonteringen af liftenes afskærmning, at manden faldt ned, siger tilsynschef hos Arbejdstilsynet Hasse Mortensen til bt.dk.

Han forklarer, at der er flere årsager til, at ulykken ende med at få så fatale konsekvenser.

- Vi har fundet fejl ved den rækkefølge, som de har demonteret liftene. Derudover viser de første undersøgelser, at den afdøde ikke har brugt sikkerhedssele, siger Hasse Mortensen.

Arbejdstilsynet venter stadig på politiets rapport, før de kan komme med en afsluttende konklusion. Imens kigger Arbejdstilsynet nærmere på den arbejdsplanlægning, der var for demonteringen af liftene samt brugen af sikkerhedsudstyr.

Den endelige undersøgelse vil også fastslå, hvor ansvaret for ulykken, der endte med at koste en 39-årig mand livet, skal placeres.

- Disse sager ender normalt med en bøde til den ansvarshavende bygherre eller entreprenør. Da det er en ulykke med dødelig udgang, er der tale om ganske alvorlige sikkerhedssvigt. Derfor plejer bøden at være omkring 80.000 kroner, siger Hasse Mortensen.

Han oplyser samtidig, at selvom byggebranchen er blevet bedre til at udnytte sikkerhedsudstyret, så ser de desværre stadig sikkerhedssvigt hver dag, der kan ende med dødelig udgang som mandagens ulykke.