Dansk Folkeparti: Vi svigter ikke færgedriften til småøerne. Forliget er bare ikke forhandlet færdigt.

Dansk Folkeparti forstår ikke kritikken fra beboerne på Omø om, at politikerne på Christiansborg er løbet fra løfter om at sikre færgerne til småøerne. Forliget er ganske enkelt ikke forhandlet på plads endnu, siger Henrik Brodersen, DF's ordfører for småøer og yderområder.

- Kritikken undrer mig. Jeg har talt med dem på Omø og fortalt, at forliget om færgedriften ikke er forhandlet på plads. Det sker formentlig engang i februar. Det er en del af det store infrastrukturforlig. Vi mener, det er statens opgave at gå ind og sikre færgedriften til småøerne, siger Henrik Brodersen. Han er desuden medlem af Slagelse Byråd og har derfor et indgående kendskab til småøernes problemer. Agersø og Omø er indlemmet i Slagelse Kommune.

Beboerne på Omø er dog skuffede. Formanden for Omø Beboer- og Grundejerforening, Dorthe Winther, oplyser, at beboerne har besluttet at forære Færgeselskabet Vestsjælland A/S - der står for færgedriften mellem Omø og fastlandet - de 65.000 kroner, som selskabet ellers skulle spare ved at skære i antallet af daglige sejladser mellem fastlandet og Omø.

DF's Henrik Brodersen kan ikke konkret pege på, hvor mange statslige penge der tilflyder færgedriften til landets småøer.

/ritzau/