Falsk alarm. Problemet med mangel på praktiserende læger kan i vid udstrækning afblæses. Lægerne er nemlig i stand til at tage sig af langt flere patienter end de 1.600 pr. læge, der hidtil har været betragtet som maksimum, oplyser lægerne selv.

Alle danskere kan nu være sikre på, at de kan blive behandlet af en familielæge, når de bliver syge. Manglen på praktiserende læger, som for blot få år siden blev betragtet som et af de største problemer i sundhedsvæsenet, kan i vid udstrækning afblæses, skriver Berlingske.

Det fremgår af nye undersøgelser blandt de praktiserende læger i de fem regioner. Her tilkendegiver lægerne selv, at de kan tage sig af langt flere patienter, end det hidtil har været anset for muligt, og at der ligefrem er en betydelig overkapacitet.

Alene i Region Hovedstaden oplyser lægerne, at de kan tage sig af næsten 190.000 flere patienter end de ca. 1,7 mio. borgere, der er »sikrede« i sygesikringsgruppe 1 i regionen. Den samlede ekstra kapacitet i de fem regioner kan opgøres til 540.000 patienter, viser tal fra Danske Regioner.

»Det er et yderst positivt resultat. Det viser sig, at lægerne er villige til at gå ud over »lukkegrænsen« på de 1.600 patienter, og at de har plads til flere patienter. Det er et meget vigtigt signal fra lægerne og giver et helt andet og positivt fundament for udviklingen, end vi så for blot få år siden,« siger formanden for udvalget for løn- og personalepolitik i Danske Regioner, Jens Stenbæk (V), til Berlingske.

Blandt forklaringerne på tallene angives, at en del læger har fået ansat praksispersonale, især sygeplejersker, som kan tage sig af en del patienter. Nogle læger kan også have udskudt deres pensionering, og finanskrisen med en strammere privatøkonomi kan også have spillet ind. En mulighed er også, at nogle læger kan have sat tallet højt for at afværge, at regionen går efter at få tilladelse til at udvide antallet af pratiserende læger, så der kommer flere konkurrenter.

Den nye undersøgelse står i skærende kontrast til tidligere prognoser og en regeringsrapport, der for tre år siden forudså, at manglen på praktiserende læger om få år ville være så stor, at over en halv mio. danskere risikerede at stå uden en læge. En betydelig andel af de ca. 3.500 praktiserende læger var således over 60 år og dermed tæt på pensionsalderen. Der var allerede mangel på læger i udkantsområder, og problemet begyndte også at nærme sig de store byer, hvor det bl.a. var svært at få læger til at slå sig ned på vestegnen uden for København.

Prognoserne blev udfærdiget med afsæt i et såkaldt normtal på 1.600 patienter pr. læge, der i årevis var blevet betragtet som overgrænsen for, hvor mange patienter man kunne passe. Men som led i den nye overenskomst skal regionerne nu én gang om året spørge de praktiserende læger, hvor mange patienter de højst ønsker tilmeldt i deres praksis. Det er de tal, der nu foreligger, og svaret er kommet bag på alle både i regionerne og i de praktiserende lægers organisation.

»Det er meget overraskende. Der er tilsyneladende en større arbejdskapacitetet hos de praktiserende læger, end vi på nogen måde havde forestillet os. Lige nu er der ikke lægemangel. Men der er stadig en fjerdedel, der er over 60 år, og halvdelen er over 55 år, så det kan hurtigt vende. Men det ser ikke så mørkt ud, som det gjorde for to-tre år siden,« siger formanden for de praktiserende læger i Region Hovedstaden, Birgitte Alling Møller.

I hver af de fem regioner viser der sig at være en ekstra kapacitet. Størst er den i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, hvor lægerne angiver, at de kan tage sig af 135.000 flere patienter, end der er »sikrede« borgere i regionen. Men også i Region Nordjylland og Region Sjælland, der har haft størst problemer med mangel på praktiserende læger, angiver lægerne, at de kan tage sig af så mange patienter, at der faktisk er en ekstrakapacitet i de to regioner.

Både i regionerne og blandt de praktiserende læger peges der dog på, at der fortsat er en udfordring med at skaffe læger til udkantsområder som i dele af Nordjylland og på Lolland, hvor der ifølge Jens Stenbæk er brug for »en særlig indsats og særlige løsninger« for at sikre, at der ikke bliver alt for langt til en læge.

I Region Hovedstaden håber Birgitte Alling Møller på, at nogle af de unge læger, som ikke får mulighed for at nedsætte sig her, måske vil »tage lidt længere ud på landet«.