Ny rapport finder intet belæg for påstanden om, at Danmark drænes for veluddannede.

Det passer ikke, at Danmark drænes for kloge hoveder, sådan som det kan lyde i debatten.

Intet tyder nemlig på, at Danmark hverken taber eller vinder veluddannede gennem udvandring og indvandring ifølge rapporten Danmarks Kvalifikationsbalance.

Rapporten offentliggøres i dag af Rockwool Fondens Forskningsenhed.

I nogle år har der netto været en indvandring af veluddannede, men der i andre perioder har været en nettoudvandring.

Resultatet kommer ikke bag på Lars Andersen, som er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Det er lidt af en myte, at folk vælter ud, siger han.

Brutto har der været en stigende udvandring af højtuddannede, blandt andet fordi der er flere, der har lang uddannelse.

Men de fleste kommer tilbage igen, og der kommer også nogle udlændinge, påpeger Lars Andersen.

- Det er godt at få slået fast, siger han og påpeger, at han har hørt lignende konklusioner fra Velfærdskommissionen og de økonomiske vismænd.

Lars Andersen mener, at veluddannede kommer til Danmark, når de finder et job interessant.

- Det vigtigste er spændende jobmuligheder, siger han.

Det kan også have betydning, at Danmark har et gratis sundhedsvæsen og gratis uddannelsessystem og forholdsvis billig børnepasning i sammenligning med en række lande, mener han.

Den nye rapport er skrevet af økonomiprofessorerne Nikolaj Malchow-Møller, Jakob Roland Munch og Jan Rose Skaksen.

/ritzau/