Over en million danskere afleverer personfølsomme oplysninger til landets største butikker. Danskerne har høj tillid til virksomhederne, selv om de flere gange har lækket data.

Udsigt til rabatter får danskerne til at aflevere personfølsomme data i stor stil. Over en million danskere lader i dag deres indkøb overvåge af butikker som Imerco, Matas, H&M, Kvickly og Superbrugsen, viser en rundringning foretaget af Berlingske.

Overvågningen vil forandre butikkernes markedsføring fra massekommunikation til mere detaljeret og personlig kommunikation. Intime oplysninger som købet af en graviditetstest i et supermarked kan føre til, at butikken få dage efter kan sende tilbud på babytøj til kundens mobiltelefon eller e-mail.Indsamlingen af data vækker bekymring, efter omfattende spam og brud på datasikkerhedsreglerne i Danmark. - I bedste fald får man sin indbakke spammet med reklamer, i værste fald ender dataene i de forkerte hænder, og så har man som forbruger ingen kontrol længere, siger Vagn Jelsøe, afdelingschef i Forbrugerrådet.

Han dvarer om, at det stigende antal loyalitetskort gør priserne i detailhandlen uigennemskuelige, hvilket er lig højere priser i Danmark.Typisk får danskerne ganske få procent i rabat, når de med en underskrift afgiver deres data. Alligevel gør de det gerne, fordi de stoler på virksomhederne.- Flere undersøgelser viser, at danskere har højere tillid til hinanden end andre steder i verden. Eksempelvis har der i Storbritannien været store protester mod at blive optaget i forskellige registre, men i Danmark accepterer vi overvågning, hvis vi får noget igen, siger Klaus Æ. Mogensen fra Institut for Fremtidsforskning til Berlingske.- Danskerne har ingen grund til at være bekymret for at afgive data. De danske butikker har høj etik, og desuden er myndighederne gode til at håndhæve lovgivningen, siger Lone Rasmussen, markedschef ved Dansk Erhverv, der repræsenterer butikkerne.Irmatorvet.dk fik for nylig kritik fra Datatilsynet, da et sikkerhedsbrist betød, at 35.000 personers kontaktoplysninger og indkøb blev blotlagt på internettet. For kun to uger siden beklagede butikskæden Metro, at gerningsmænd havde stjålet data fra dens registrerede kunder. Antallet af brud på datasikkerhed i Danmark er vokset fra cirka 15 til 70 årlige tilfælde på bare fem år, og på den baggrund har Datatilsynet flere gange udtrykt bekymring.