Fremover skal køreplanen på Nordens største busrute afhænge af vejrudsigten.

Nu skal der være færre overfyldte busser, når det regner på Nordens største busrute. Trafikselskabet Movia indfører en »intelligent« køreplan på den populære linje 5A i København, der skal tage hensyn til vejrudsigten.

- Hovedformålet er at give kunderne et bedre tilbud, men det handler også om at få en bedre hverdag for dem, der kører som chauffører på linjen. De oplever, at på dage med regnvejr kan busserne være meget fulde. Nogle gange er de endda meget overfyldte, og så kan de ikke give en ordentlig service, siger områdechef i Movia Torsten Rasmussen.

Det er busoperatøren Nettbuss, der fremover skal sørge for de fleksible køreplaner. Firmaet skal hver uge tjekke vejrudsigten og indsætte ekstra busser, hvis vejret kræver det.

- Fra uge til uge kigger man på, hvordan vejrudsigten bliver, og så kan vi tilpasse antallet af busser. På den måde undgår man også at være nødt til at køre med tomme eller halvtomme busser i godt vejr, siger Torsten Rasmussen.

Områdechefen fortæller, at Movia har fire ekstra busser, der kan sættes ind, når det bliver nødvendigt. Udover vejret tager den intelligente køreplan også hensyn til store arrangementer og anlægsarbejder.

Linje 5A har 21 millioner passagerer om året. Det gør den ifølge Movia til Nordens største busrute.