Hej Ali,
Efter at have læst artiklen om dig i BT, fik jeg lyst til at skrive det her brev.
Vi kender ikke hinanden, men jeg føler alligevel at jeg kender dig af sind. Jeg kunne i hvert tilfælde genkende mig selv, da du sagde:
- Det er for sent for mig. Jeg begik kriminalitet, da jeg var ung og dum. Nu kan jeg ikke rette op på det.
Sådan både tænkte og levede jeg engang. I dag må jeg bare erkende at jeg tog fejl, ligesom du tager fejl nu. Indimellem føles end omstændigheder bare så overvældende at man ikke kan se sig ud af dem. Man bilder sig ind, at det ikke kan være anderledes.
For 10 år siden havde jeg givet dig ret, i dag syntes jeg bare det er trist at du ikke kender dit eget potentiale. At du ikke kan fornemme at vores samfund har hårdt brug for dig, som en stærk og pålidelige rollemodel, der kan være med til at skabe den tryghed og optimisme som en konstruktiv fremtid kræver.
Det eneste der skal til er lidt tro, både på dig selv og ikke mindst dine medmennesker. Der er uden tvivl racister, idioter og en overflod af tosser derude. Men der er flere af de andre. Dem der ønsker deres medmennesker deres bedste, folk der tilgiver og viser en velvilje, som du end ikke tør drømme om.
Vi lever nemlig, som du selv er inde på, i et godt samfund. Et samfund der værd at kæmpe for.
Denne kamp foregår dog som oftest inde i os selv. I mine øjne godt beskrevet i en lille fortælling, som jeg har fundet ude på nettet.
En gammel mand skulle lære sit barnebarn om livet:
- Jeg kæmper en kamp indeni, sagde han til drengen. Det er en frygtelig kamp, og den er mellem to ulve. Den ene er ond - han er vrede, begærlighed, arrogance, selvmedlidenhed, ligegyldighed, løgne, og falsk stolthed. Den anden er god - han er glæde, fred, kærlighed, håb, visdom, sandhed, medfølelse, gavmildhed, venlighed, ydmyghed og tillid. Den samme kamp foregår indeni dig - og indeni alle andre.
Drengen tænkte over det et par minutter, så spurgte han sin bedstefar: Hvilken ulv vinder?
Den gamle mand svarede: Den du fodrer.
Dengang jeg tænkte, som du tænker nu, sad jeg i fængsel. Først 8 år for at slå min far ihjel, så 7 år i tillæg, mens jeg afsonede. Det er nyt for mig at snakke om, at jeg slog min far ihjel. Dengang svarede jeg dommeren, at det var et privat anliggende, nok fordi der ikke var så meget at sige. I dag ved jeg, at jeg ikke slog min far ihje,l fordi han var, som han var, men fordi jeg er, som jeg er. Det hænger sammen med, at selvom jeg langt fra havde en god og tryg barndom, så har jeg mødt mange mennesker, der nok har prøvet det der var værre end mig, men som ikke har slået nogen ihjel af den grund. Ikke at jeg fortryder det, men sådan mest for at have styr på ansvaret. Ansvaret er mit.
Det var også mit ansvar at tingene herefter så mørkere og mørkere ud, at jeg fjernede mig mere og mere fra det etablerede samfund, fandt min plads i subkulturen, meldte mig ind i en rockerklub, blev mere og mere kriminel, kold og ligeglad. Kunne ikke mærke mine børn, havde ingen følelser eller respekt for andre mennesker. Men det var kun godt, for det betød at psykiateren indstillede mig til en kærkommen førtidspension som 33-årig, fordi jeg var til fare for mine omgivelser.
Det eneste jeg ønskede mig var penge, uden at vide hvor mange eller hvorfor. Jeg kunne ikke føle glæde, heller ikke glæde over at have penge, så i det store hele var der ikke noget, der bandt mig til livet.
Det var for sent og i øvrigt også skide ligegyldigt.
I dag 8 år efter, er jeg så blevet en 4- årig engageret familiefar til 4, selvstændig bedemand, sidder i eget hus og bruger en pæn del af min sparsomme fritid på frivilligt arbejde til gavn og nytte for mit nærmiljø.
Det eneste der, er ændret, er min måde at tænke på, både i forhold til andre, men i bestemt også i forhold til mig selv. Jeg har ikke fået nogen hjælp fra det offentlige, men i høj grad en masse velvilje fra almindelige mennesker, der var villige til at tage en uegennyttig chance.
Du siger, at du gerne vil være smed. Jeg tvivler på, at du ville være i stand til at gennemføre en uddannelse, før du har fortaget en række ændringer i dine vaner og tankemønstre. Den slags tager tid. Jeg måtte igennem 6 forskellige job,s før det gik op for mig, at jeg havde alvorlige mangler i forhold til at begå mig iblandt almindelige mennesker. Når du er så vidt, så findes der f.eks. hele voksenlærlinge programmet, der blandt andet kræver, at du er over 25 år, men det kan en socialrådgiver fortælle dig meget mere om.
Set i bakspejlet kan jeg kun smile af min egen uvidenhed og arrogance, hvordan kunne jeg bilde mig selv ind, at noget så kostbart som det liv, der er blevet mig givet, ikke var noget værd.
Vær tålmodig og tilgiv, der venter et godt liv på dig og dine.
Af liden gnist vorder ofte stor ild.
Lars Jensen
LÆS OGSÅ:
