Et unikt indblik i det hårde liv bag fængselsmurene
Det var en episode, der lignede hundrede andre, Dorthe Annette Hansen havde prøvet, da hun en dag i 2004 skulle afhøre en narkoman, som havde overtrådt fængslets regler.Hun husker, han er så doped, at han ikke mærker, hun vrider armen om på ham for at holde ham. Så da han går amok i sin rus, mister hendes kollega sit tag i ham, og Dorthe hænger på ryggen af ham. Hun når lige at tænke, at han er tung, så slynger han hende rundt og ind i et skab.
’That’s it, som hun siger. Ikke så mange tanker. Ingen frygt. Aldrig i de 16 år Dorthe A. Hansen har passet sit job som først fængselsfunktionær og senere overvagtmester i Vestre Fængsel har hun været bange. Bagefter da hun fik at vide, hun havde brækket ryggen og fik valget mellem operation, der ville sende hende i kørestol, og et liv på smertestillende, var hun heller ikke vred. Hun valgte det sidste, og hun kunne ikke længere passe sit job.
- Det var et uheld og ikke hans skyld. Jeg har aldrig bebrejdet ham noget, men da jeg blev afskediget, blev jeg virkelig ked. Alt det, jeg havde bygget op og levet for gennem årene, forsvandt. Porten blev lukket for mig, og siden har jeg puslet med at få et liv. Men jeg savner stadig Vestre, siger 48-årige Dorthe A. Hansen.
Hun har sat sig behageligt til rette i hjemmet i Nykøbing Falster, i en stor, blød lædersofa, så hun han lægge sig, hvis hun får ondt. Det gør hun stadig af og til, fordi hun set for mange ’pillejunkies’ og nægter at leve på medicin 24/7. Foran hende lægger resultatet af det, hun har puslet med de sidste år. Debutromanen ’Fristelsen’ - en krimi, der trækker veksler på årene bag murene.
Begejstringen for krimistoffet begyndte med ’De 5’-bøgerne, et afslag fra Politiskolen sendte hende videre til Kriminalforsorgen, og det var kærlighed, fra første gang porten til Vestre Fængsel gik op.
Menneskene derinde optog hende. Hvorfor var de havnet der? Hvad var gået galt?
- Jeg er fascineret af, at 90 procent er rutine og i de sidste ti procent, aner du ikke, hvad der sker. Det kræver konstant en parathed. Du kan sidde med fødder oppe og drikke kaffe og alene på måden, en dør smækker på, kan du høre, om der er noget galt. Men det er også en enorm stressfaktor, for du slapper aldrig af og mange fængselsfunktionærer knækker psykisk på det. Du må aldrig være bange, for så kan du ikke være der, fortæller hun.
Hun smiler, nærmest undskyldende, når hun siger, at det faldt hende let. Og tilføjer, at det er svært for folk udefra at sætte sig ind i. For selv tv-dokumentarer som ’Pigerne i Vestre’ er pænere end virkeligheden. Lydene og lugtene mangler. Den konstante raslen med nøgler, smækkende døre, trin på jernristene, råb og lugten af urin fra folk, der har tisset i håndvasken. Og selvom andre undrede sig over, hvordan hun kunne holde det ud.
- For mig var det hyggeligt, også selvom det var et hårdt miljø. Det første råd, jeg fik, var, ikke at tjekke, hvad de sad inde for. Du bliver nødt til at møde fangerne som mennesker, for det er ikke os, der skal straffe, det er systemet. Min opgave var at give dem et ordentligt liv og det kræver en enorm tolerance-tærskel. Jeg har siddet over for mordere, som jeg har.. ondt af er et stort ord... men følt med, og en børnemorder, som jeg væmmedes over, fordi hun var så iskold, siger hun og ser frem for sig. Mindes. Men tilføjer: ’Du har nøglerne, og de er så store! Du skal kunne forvalte din magt og aldrig vise antipati.’
Hængte sig om natten
Ikke sjældent oplevede hun fanger, der satte ild til deres celler og forsøgte at tage livet af sig selv. Og der er fanger, hvis navne hun aldrig glemmer.
- En af mine gode... begynder hun, men retter sig så selv. - En gammel fange, som jeg kendte godt, hængte sig. Jeg var den sidste, der lukkede til ham. Han var sur over, at han var blevet nægtet udgang, men ikke deprimeret. Da vi kom næste morgen, hang han dér. Så kan man ikke lade være med at tænke, hvad kunne jeg have gjort anderledes? Hans navn glemmer jeg aldrig.
Om hun sov dårligt om natten svarer hun med den – meget apropos, som hun siger – galgenhumor, som er nødvendig for overleve derinde: Kun de første 14 dage.
- Man bliver så meget systemets mand, at man bare gør ting. Går ind i brændende celler og forsøger at blæse liv i døde. Løber ud ene kvinde til et slagsmål med 100 fanger alt imens man råber og skriger og forsøger at skille dem ad.
Der var to livsvigtige regler. Et: Vend aldrig – aldrig - ryggen til en fange. De gange hun alligevel er kommet til det, gøs det i hende bagefter med tanke på, hvad der kunne være sket. To: Fortæl aldrig noget om dig selv.
Alligevel kom det bag på hende, hvad fangerne alligevel vidste om hende. Men ’80 er recidiv’ – gengangere - og de husker godt, som hun siger.
- Man kan ikke undgå at komme ind på livet af hinanden. Du er fangernes livline til omverdenen, så du er nødt til at lære at kapere alt det grimme. Når det blev rigtigt ubehageligt, og en fange f.eks. truede med at slå mine børn ihjel, så prøvede jeg altid at huske, at han også har været baby engang og haft en mor, der holdt af ham. Jeg tror, at alle mennesker rummer lige dele godhed og ondskab fra fødslen, og så er der noget trigger det gennem opvækst og miljø. De tanker tager jeg i dag med mig, når jeg skriver.
‘Fristelsen’ udkommer i dag på Byens Forlag.
