Den tidligere bestyrelsesformand i IT Factory, Asger Jensby, er blevet ramt så hårdt af svindelsagen, hans egen nylige personlige konkurs og straffesagen mod ham for groft skattesvig, at han nu er gået helt ned med flaget. Det skriver dagbladet Børsen.

- Jeg sidder bare og kigger ud ad vinduet og kan ikke rigtig samle tankerne. Det hele er blevet for meget for mig, og jeg ved faktisk ikke rigtig, hvordan jeg skal komme videre. Jeg har fået en kæmpe depression, der ikke bare går ud over min psyke, men også manifesterer sig fysisk, siger Asger Jensby til dagbladet Børsen fra sin bopæl i Norge.

I fredags fik Jensby en fængselsdom på 40 dage for groft skattesvig efter en retssag, hvor han ikke selv var blevet hørt.

Hans forsvarer, skatteadvokat Martin Simonsen fra Skatteadvokaterne, havde end ikke talt med sin klient forud for domsforhandlingerne ved Retten i Lyngby.

Og Jensbys forsøg på at få skattesagen mod ham udsat med en lægeerklæring blev afvist, fordi de norske lægeerklæringer ikke lever op til formkravene i Danmark, hvor man skal bruge Domstolsstyrelsens formular.

- Jeg synes, det er skæmmende, at man på tværs af de nordiske lande ikke accepterer lægeerklæringer. Det er jo ikke, fordi min læge kommer fra en eller anden bananrepublik. Jeg har intet imod at møde op og fremlægge beviserne for min side af sagen, men det er altså umuligt for mig, når jeg har det, som jeg har det, siger Asger Jensby.

Fordi sagen mod ham blev gennemført uden hans fremmøde, har han nu krav på, at sagen går helt om ved samme instans, hvis han ønsker det.

- Det er jeg klar over, og det er noget, jeg skal have drøftet med min advokat, så snart jeg ved noget mere om fremtidsudsigterne med mit sygdomsforløb. Det er en super mulighed, når jeg nu ikke fik mulighed for at deltage i sagen i første omgang, siger Asger Jensby.

Asger Jensby blev fredag dømt for to forhold af groft skattesvig og en overtrædelse af selskabslovens bestemmelser om ulovlige aktionærlån, men han blev frikendt for et forhold om momsunddragelse.

Domsmandsretten fandt Jensby skyldig i forsætlig skatteunddragelse for et samlet beløb på 335.000 kr. Han blev også kendt skyldig i som formand for JMI Invest at have tildelt sig selv et ulovligt aktionærlån på 14,7 mio. kr.