Michael ’Kyllingen’ Rasmussens snyderi og fald i 2007 blev en lærestreg for den på det tidspunkt unge og talentfulde Jakob Fuglsang, der aldrig har overvejet at dope sig i forsøget på at overgå Chris Froome og kompagni.

Der har været så rigeligt med eksempler på ryttere, som har snydt sig til kys fra podiepigerne, pengepræmier og prestige i den internationale cykelverden.

Jakob Fuglsang er ikke en af dem, lover han. Og den 31-årige dansker, der for tiden kører karrierens første Giro d'Italia, har heller aldrig følt sig fristet til at fylde ulovligt brændstof på kroppen i jagten på at vinde en Grand Tour.

Fuglsang ville »ikke kunne sove om natten« på grund af moralske skrupler, hvis han omgik reglerne. Og så var Fuglsang også tæt på Michael Rasmussen, da 'Kyllingen' blev pillet ud af Tour de France i 2007 på et tidspunkt, hvor Rasmussen lå til at vinde løbet, fordi holdet Rabobank mistænkte Rasmussen for at lyve om sine opholdssteder. Rabobank trak selv 'Kyllingen', der i 2013 indrømmede et omfattende doping-misbrug.

»Jeg så jo, hvordan det kunne gå, hvis man snød,« siger Jakob Fuglsang og fortsætter:

»Selvom nogen siger, det kunne være en opfordring til at tage doping, vil jeg sige snarere tværtimod. Det var en lærestreg: Hvis du bliver fanget, mister du alt, og dine resultater er ikke noget værd længere. Det var måske den bedste lære, som jeg overhovedet kunne få.«

Dette er et uddrag af interviewet med Jakob Fuglsang. Du kan læse hele interviewet i lørdagens printudgave af BT eller ved at klikke dig videre her.