Navnet Saxo Bank er forsvundet hos den internationale cykelunion (UCI). Det hidtidige Team Tinkoff-Saxo står nu kun registreret som Tinkoff.

Først hed holdet Saxo Bank. Så blev det Saxo-Tinkoff. Dernæst Tinkoff-Saxo. Og nu forsvinder navnet Saxo - måske - helt.

Endnu er der ikke meldt noget officielt ud. Men UCI offentliggjorde tirsdag den liste med hold, der har ansøgt om at blive UCI World Team - den såkaldte 1. division, som giver automatisk adgang til alle store løb.

Her står det russisk-registrerede hold slet og ret som Tinkoff.

Saxo Bank er ikke særligt meddelsomme om det fortsatte samarbejde.

»Saxo Bank har endnu ikke noget nyt at annoncere,« siger Cathrine Kier, kommunikationschef i Saxo Bank, til bt.dk

Saxo Banks administrerende direktør, Lars Seier Christensen, sagde i sidste måned, at det endnu ikke var afgjort, om Saxo ville fortsætte samarbejdet med Oleg Tinkovs hold.

»Saxo Bank har en kontrakt, der udløber med udgangen af 2015. Vi har ikke taget nogen beslutning omkring 2016 endnu, men vi har diskuteret sponsoratet - såvel internt som med Oleg Tinkov og holdet bag ham,« sagde Lars Seier Christensen ved den lejlighed til cyclingnews.com

De øvrige hold, der har ansøgt om at blive UCI World Team i den kommende sæson er:

Ag2R-La Monidale, Astana Pro Team, BMC Racing Team, Francaise des Jeux, IAM, Team Movistar, Orica GreenEdge, Team Giant-Alpecin, Team Sky, Team Trek Factory Racing, Cannondale Pro Cycling Team, Etixx - QuickStep, Lampre - Merida, Lotto-Soudal og Team Katusha.