Matti Breschel tror på, at Bjarne Riis er manden, der kan hjælpe ham tilbage på topniveau

Matti Breschel er tilbage på danske hænder, og jagten på den ultimative drøm om en sejr i en forårsklassiker er allerede gået i gang. Bjarne Riis er nøglen.

Sporten.dk møder Breschel på Team Saxo Tinkoffs første træningslejr forud for den nye sæson. Den 28-årige klassikerrytter er fire dage forinden blevet far for første gang, men bleskift og urolig nattesøvn må kæresten tage sig af. Matti Breschel skal i to uger rystes sammen med Riis’ nye stjernemandskab. Om dagen står der sejlads, klatring og små træningsture på programmet. Om aftenen er der plads til en øl i baren på det eksklusive golfhotel på Gran Canaria.

For Breschel er det et dejligt gensyn med Bjarne Riis og det danske hold, som han forlod for to år siden til fordel for et eventyr på Rabobank. Lysten til at konkurrere på højeste niveau i cykelsporten har aldrig været større.

- Jeg ved, at jeg er kommet det rigtig sted hen. Jeg ved, hvad holdet står for, og jeg ved, hvad Bjarne kan. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at han kan hjælpe mig, siger Breschel, som skrev under på kontrakten med Bjarne Riis under Vuelta a Espana i september.

- Der er et eller andet over Bjarne. Det er sådan en slags ærefrygt. Man vil ikke skuffe Bjarne. Man sætter pris på, når han roser en, og man lytter til ham, når der er kritik, og så forsøger man at gøre det bedre. Sådan var det overhovedet ikke på Rabobank. Der var man mere overladt til sig selv, og folk var lidt ligeglade, hvad man lavede, bare man præsterede. I perioder rendte man rundt som en høne uden hoved. Det hele foregik i Holland, og jeg stod i Italien og var overladt til mig selv.

Køb BT i dag og læs hele interviewet med Matti Breschel, hvor han snakker ud og fortæller om sit projekt med Bjarne Riis.