Seks tiltalte fra gruppen Fighters+Lovers blev torsdag i Østre Landsret idømt betingede fængselsstraffe for at støtte terrorisme. En blev frikendt.

Sjælden er der blevet grædt så meget i Østre Landsret. Øjnene blev røde og løb i vand hos de pårørende, da landsretten torsdag middag fandt seks af de syv tiltalte fra tøjfirmaet Fighters + Lovers skyldige i at støtte terrorbevægelser.

De to egentlige hovedmænd fik hver seks måneders fængsel, mens de øvrige slap med mindre og betingede straffe. En enkel blev helt frifundet.

Samtidig besluttede retten at konfiskere de knap 25.000 kroner, som det lille firma havde samlet ind ved at sælge t-shirts til fordel for de væbnede bevægelser Farc i Colombia og det palæstinensiske PFLP.

Dermed fik anklagemyndigheden for første gang hevet en sejr hjem i en sag om terrorstøtte.

Flere fagforeningsfolk var mødt frem med sang og røde faner for at støtte Fighters + Lovers, som i deres øjne blot har udført internationalt solidaritetsarbejde.

Umiddelbart efter dommen udtalte forsvarsadvokat Thorkild Høyer, at man nu vil forsøge at få sagen for Højesteret - og ellers gå til menneskeretsdomstolen.

/ritzau/