Den spanske konges lidet diplomatiske udbrud under et nyligt topmøde i Chile er blevet et megahit som mobilringetone.

Kong Juan Carlos bad Venezuelas præsident Hugo Chavez om at holde kæft og den opfordring har en halv million spaniere foreløbig downloadet. Det royale udbrud fås også på T-shirts og krus, der bliver flået ned af hylderne.

Kongen blev sur på Chavez, da denne havde kaldt Spaniens tidligere premierminister Jose Maria Aznar facist.

Den nuværende premierminister Jose Luis Rodriguez Zapatero påpegede, at hans forgænger var demokratisk valgt og da Chavez flere gange forsøgte at afbryde Zapatero, kogte kongen over.

Han lænede sig frem og snerrede 'Hvorfor holder De ikke bare kæft?'. Det er dog ikke majestætens stemme, der havner på mobilen. For at undgå problemer med kongehuset har firmaet bag ringetonen fået en skuespiller, der lyder fuldstændig som Juan Carlos, til at indtale sætningen.