Fremtiden for fodboldfænomenet Nicklas Bendtner bliver skildret i dokumentarserien "Bendtner", som får premiere på streamingtjenesten Viaplay senere i 2022.

Mens Nicklas Bendtners historie om storhed og fald blev skildret gennem hans egne øjne i selvbiografien "Begge sider", fortsætter fortællingen nu gennem kameralinsen.

"Bendtner" er navnet på en ny dokumentarserie, som får premiere på streamingtjenesten Viaplay i efteråret 2022.

Det annoncerer Viaplay Group Denmark i en pressemeddelelse.

- Her fortælles historien om den talentfulde Amager-dreng, der strøg mod stjernerne og havde verden for sine fødder, men som i mødet med fodboldverdenens glamourøse sidegevinster farede vild og blev svigtet af sine nærmeste, lyder det om dokumentaren.

Nicklas Bendtner er berømt på fodboldbanen og berygtet uden for den.

Han slog igennem i Arsenal, hvor han fik tilspillet sig en vigtig rolle, inden et biluheld og efterfølgende skader ødelagde karrieren i den engelske topklub.

Siden blev han udlånt til Birmingham, Sunderland og italienske Juventus, indtil eskapader i privaten stjal overskrifterne. Der var historier om druk, kasinospil, damer og dyre biler.

Han kom siden til tyske Wolfsburg og britiske Nottingham Forest, inden han sluttede udlandseventyret i norske Rosenborg.

Her fik han endelig lidt sportslig oprejsning, men en skade satte en stopper for hans EM-deltagelse.

Det var et hårdt slag for Nicklas Bendtner, der sluttede karrieren efter et sidste forsøg på at genrejse den i FC København.

Viaplay lover hidtil uset adgang til Bendtner selv, men også familiemedlemmer, trænere og medspillere vil bidrage ved at fortælle om definerende episoder i fodboldspillerens liv.

Dokumentaren vil både fokusere på begivenheder, der formede Bendtners liv, mens der også er fokus på hans tanker og udfordringer i dag, lyder det.

Nu er han ved at etablere sit nye liv og skal finde ud af, hvad næste træk er, når man er 34 år og far til en 11-årig dreng, men samtidig har droppet sin store drøm.

/ritzau/