Danmarks erhvervskonge, Mærsk Mc-Kinney Møller, er ikke færdig, selv om han nu er 95. Han er frisk, ligefrem - og forelsket.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han udstrålede overskud, ligefremhed og friskhed som sjældent set, da han torsdag deltog i generalforsamlingen i A.P.Møller-Mærsk i Bella Center i København.

Men 95 år er da heller ingen alder. Og slet ikke for Danmarks erhvervskonge Mærsk Mc-Kinneý Møller.

Bestyrelsen havde ellers fundet den alvorlige mine frem efter et år, hvor finanskrisen også havde sat sit aftryk på Danmarks største virksomhed. Men Mærsk bragte det gode humør ind i Bella Center.

Storsmilende, veloplagt og med lune kommentarer til både aktionærer og journalister bevægede han sig ved ankomsten roligt igennem mængden, der alle håbede på et håndtryk af Danmarks skibsreder nummer ét.

- Goddag alle sammen, udbrød Hr. Møller med et stort smil til alle de fremmødte pressefolk, som alle svarede høfligt, nærmest artigt, retur.

Ordsnubleri og koldsved
Omkring Mærsk er en speciel aura. En aura, der får granvoksne mænd og garvede journalister til at snuble over ordene og koldsvede af andægtighed.

Hr. Møller er ikke Hr. hvem-som-helst - og alle følger automatisk skibsrederens etikette, når man er i nærheden af rederi-kongen. Man siger De, man stiller ikke spørgsmål i munden på hinanden, og man holder afstand til skibsrederen.

Hr. Møller, hvordan har De det - og hvor længe vil De fortsætte med at arbejde?

- Udmærket, tak - forhåbentlig længe endnu, svarede han på B.T.s spørgsmål og smilte.

I januar kunne B.T. fortælle om Mærsks nye lykke, den 77-årige lensgrevinde Bente Bernstorff-Gyldensteen. At skibsrederen efter tabet af sin elskede fru Emma efter 65 års samliv og ægteskab finder en ny veninde, er endnu et tegn på, at her er en mand i fuld vigør.

Også i går charmerede han damerne.

- Pressefolk er tiltalende - og det er altid godt at møde en ung dame som Dem, sagde Mærsk Mc-Kinney Møller veloplagt, da en kvindelig journalist spurgte ham, hvad han mente om det massive presseopbud.

LÆS OGSÅ
  • Her er opskriften: Sådan holder Mærsk sig frisk


'Tak for alt'
Også mandlige beundrere var mødt op for at få et glimt af den legendariske skibsreder. Fra alle sider kom lykønskninger, taknemmeligheds-erklæringer og rosende ord:

- Vi er stolte af Dem. Tak for alt, De har gjort for Danmark. Vi er fulde af beundring. Tak for Operaen, lød det.

- Det er vel nok en smart én, De dér har på, sagde han kækt til en dame og hentydede til hendes rosa skjortebluse.

Mærsk Mc-Kinney Møller var i går forfriskende kvik i replikken og serverede den ene kække bemærkning efter den anden.

- Hr. Møller, vi to har fødselsdag på samme dag, informerede en mand ham, mens skibsrederen signerede mandens medbragte biografi om erhvervsikonet.

- Har vi fødselsdag samme dag? Så er det Deres skyld, hvis det regner, svarede rederen kækt tilbage.

Også da en kvinde masede sig frem for at takke for Operaen, lod han en kæk kommentar falde.

- Ja, Operaen er lykkedes dejligt - jeg gør mit bedste, sagde han og pegede på én, han kendte:

- Men så sagde Deres far altid, at det ikke er godt nok. Man skal gøre det bedst.

På vej ud af Bella Center får de mange fotografer, der foran Mærsk Mc-Kinney Møller danner en mur af blitz-lys, også en munter kommentar med på vejen:

- Sig mig, hvor køber I de dér baglæns-sko?