Et sandt kaos udspiller sig i øjeblikket på ledelsesgangene i Anderlecht.

For to uger siden kunne den belgiske storklub, som har Brian Riemer ved roret og Jesper Fredberg som sportsdirektør, afsløre ansættelsen af klubbens nye direktør for præstationer, Dave Cosgrave – det samarbejde viser sig dog allerede at være brast totalt.

Således skriver det hollandske medie HLN, at den 46-årige irer, der også tidligere har været i F.C. København, på kontroversiel vis allerede har forladt klubben.

På papiret udlægges historien som om Cosgrave har fået tilladelse til at rejse til USA af private årsager, og hans rolle i klubben vil derefter blive diskuteret internt – men det er langt fra sandheden.

HLN mener at vide, at sandsynligheden, for at Superliga-kendingen vender tilbage til klubben er tæt på ikkeeksisterende.

Flere medarbejdere i danskerklubben skulle over irerens korte tid i klubben have udtrykt deres utilfredshed med hans arbejdsmetoder, og linjerne Cograve skulle have lagt for det strategiske lederskab i staben skulle i praksis have været langt mindre tydelige, end hvad de var på papiret.

Cosgrave var ansat i stillingen som 'Head of Physical Performances' i F.C. København i seks år, indtil han blev fyret fra stillingen i januar 2021, og han har også erfaring fra storklubber som Tottenham Hotspur og Liverpool.

Udover det danske islæt i trænersædet og i ledelsen er Anderlecht også beriget af Kasper Schmeichel, Kasper Dolberg, Anders Dreyer, Thomas Delaney og Mads Kikkenborg i spillertruppen.

Danskerkolonien ligger i øjeblikket toer i den belgiske liga, hvor kun den anden danskerklub Club Brugge slår dem på målscorer.