Når Enhedslisten holder årsmøde i denne weekend, er der et kontroversielt forslag fra baglandet på dagsordenen.

Et forslag, som Pelle Dragsted trods gentagne henvendelser ikke vil kommentere på.

En gruppe af 22 partimedlemmer, herunder flere hovedbestyrelsesmedlemmer, foreslår nemlig at genoptage Enhedslistens offentligt støttede samarbejde med den palæstinensiske organisation DFLP.

Samarbejdet blev ellers afbrudt, da det kom frem, at DFLP's militante gren, The National Resistance Brigades (de nationale modstandsbrigader, red.), deltog i terrorangrebet mod Israel 7. oktober sidste år.

Men nu skal samarbejdet genoptages, lyder det fra de 22 partimedlemmer, der har stillet et forslag til årsmødet.

En af forslagsstillerne er Jan Kjærgaard Hansen. Han er mangeårigt medlem af Enhedslisten og er suppleant til byrådet i Faxe Kommune, hvor han også er lokalt aktiv.

»Det var udokumenterede påstande, og de kom meget hurtigt efter den 7. oktober,« siger han til B.T.

DFLP har ellers selv oplyst, at organisationens militante gren deltog i terrorangrebet. 

Men det giver Jan Kjærgaard Hansen ikke meget for.

»Jo, men der kan jo være forskellige interesser der også, tænker jeg. Og det er ikke ualmindeligt, at vi ser falske flag (et begreb for falske historier, red.) rundt omkring i opslag og sådan noget,« siger han og tilføjer, at han også mener, at Enhedslisten bør være åbne overfor at samarbejde med Hamas.

Se interviewet med Jan Kjærgaard Hansen i videoen herunder:

B.T. har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Enhedslistens frontfigur og politiske ordfører, Pelle Dragsted.

Han vil ikke udtale sig om sine partimedlemmers forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP.

Den eneste kommentar til forslaget, som B.T. har kunnet få fra Enhedslistens partiledelse, er en kort skriftlig kommentar fra gruppeformand og udenrigsordfører Trine Pertou Mach.

»Kort og godt, så synes jeg, at det er fuldstændig langt ude,« lyder det fra Trine Pertou Mach i en skriftlig kommentar tilsendt fra Enhedslistens presseafdeling.

Enhedslisten fik fra 2013 til 2021 skattekroner til sit samarbejde med DFLP, kunne Jyllands-Posten berette i december sidste år.

I alt blev der i perioden brugt 3,2 millioner skattekroner på Enhedslistens samarbejde med DFLP samt to andre palæstinensiske venstrefløjspartier.

Jan Kjærgaard Hansen er en ud af 22 forslagsstillere.

Fire af forslagsstillerne sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse. Det drejer sig om Gitte Christensen, Christian Ivan Jacobsen, Pia Thorsen og Hans Jørgen Vad.

Du kan se en fuld liste over forslagsstillerne nedenfor.