Et af de allerstørste etapeløb bliver skudt i gang lørdag. Årets første grand tour – Giro d'Italia.

Og selvom Mads Pedersen og Jonas Vingegaard ikke stiller til start i Italien, indleder én luksusdansker en umulig mission, mens vi i yderste potens har en ny rytter i rødt og hvidt på toppen af den internationale scene om fire uger. Ovenikøbet stiller en solstrålehistorie til start i danskerfeltet.

B.T.s cykelkommentator, Frederik Gernigon, tager formtemperaturen på feltets fem danskere og deres form. Der kan være etapesejre i vente, men også flere spørgsmålstegn.

»Danmark – det er ham her, I skal holde øje med.«

»Efter Tobias Lunds sensationelle præstationer ved Tyrkiet Rundt, hvor han vandt tre etaper ud af syv mulige, er det kun 21-årige stortalent ved at bryde gennem lydmuren.«

»DSM-danskeren viste sig samtidig væsentligt stærkere end sin kaptajn, Fabio Jakobsen. Han kommer altså til sin første grand tour som en af feltets mest formstærke ryttere.«

»Tobias Lund er med som leadoutmand for den hollandske supersprinter Fabio Jakobsen – men møder hollænderen op til Giroen med dårlige ben, kan danskeren vende hierarkiet på hovedet. I yderste potens kan en ny dansk stjerne fødes på toppen af den internationale cykelscene.«

»DSM vil måske særligt se danskerens vej på etaper, der er et nøk for hårde til Jakobsen.«

»Man finder ikke en arbejdshest på højde med Mikkel Bjerg.«

»Manden, der plejer at være selvskrevet til Tour de France på monsterholdet UAE Team Emirates, har i år fået til opgave at mandsopdække Tadej Pogacar – som altid, fristes man til at sige.«

»Bjerg skal hjælpe Pogacar med første skridt af det umulige – at vinde først Giro d’Italia og dernæst Tour de France. Derfor bliver hans rolle 100 procent dedikeret til den slovenske superstjerne.«

»Mon ikke tempokøreren Mikkel Bjerg får lov til at køre sin egen chance på enkeltstarterne, særligt på 14. etape.«

»I sig selv er det ikke et succeskriterium at se Michael Valgren deltage i en grand tour. Men det er alligevel et endeligt punktum på det mareridt, EF-rytteren har været igennem de sidste to år.«

»Den 32-årige dansker har ikke kørt et treugers etapeløb siden sommeren 2021, og særligt krakelerede en langvarig drøm, da han styrtede kort før Tour-starten i Danmark året efter. Valgrens karriere tog herefter en forfærdelig drejning, da han pådrog sig så alvorlige skader, at han blev holdt af cyklen i knap et år.«

»Det mørke kapitel skal endeligt lukkes nu.«

»Derfor er Valgrens deltagelse i Giroen og comeback på øverste niveau også en solstrålehistorie. Selvom det bliver en kæmpe test. Har han kongeben, kan Valgren tillade sig at drømme om en etapesejr.«

»Alexander Kamp er svær at blive klog på efter en sæsonstart på det jævne.«

»Men Tudor-mandskabet kommer med et frådende hold uden ambitioner i klassementet, som til gengæld vil gå benhårdt efter etapesejre.« 

»Kamp får ikke en beskyttet rolle, men hvis sol, måne og stjerner står rigtigt for Tudor-danskeren, kan der stå en grand tour-sejr på cv’et, når Giroen er ovre.«

»Det er kun anden gang i karrieren, at den 30-årige dansker stiller til start i en grand tour. Desuden er det første gang nogensinde, at Tudor-holdet skal køre et af sportens tre største etapeløb. Et spørgsmålstegn svæver derfor over Kamp og det schweiziske mandskab anført af holdejer Fabian Cancellara.«

»Ved Amstel Gold Race så vi igen glimt af det, Mikkel Honoré kan. Den klejne EF-rytter var her der og alle vegne.«

»Honoré har de seneste år været cykelsportens omvendte Fætter Højben, hvor uheldet er skyllet ind over ham med styrt og sygdom. Nu skal den 27-årige dansker vise, at han kan levere på et stabilt niveau, når han skal køre en grand tour for første gang i knap to år.«

»Kulissen er endda de italienske landeveje – den italiensk-gifte rytters andet hjem – tæt på adressen i Lugano. Cykeltasken har Honoré pakket med en god Ardenner-uge, men formkurven er svær at kloge sig på.«

Giroens første etape byder på en kuperet rute på 140 kilometer fra Venaria Reale til Torino.