Den 38-årige mand, der sidste år blev dømt for drabet på Mia Skadhauge Stevn, sættes nu i forbindelse med et overgreb mod en kvinde i Aalborg tilbage i 2010.

Det skriver DR Nyheder.

Episoden fandt sted i en lejlighed i Aalborg.

Efter en nat i byen vågnede to kvinder ved, at en mand var i gang med at begå et seksuelt overgreb mod den ene af dem.

Manden flygtede ud af lejligheden, og sagen blev ikke opklaret. Men nu er der ifølge DR fundet et DNA-match til den dømte i Mia Skadhauge Stevn-sagen.

De nye oplysninger kommer ifølge DR Nyheder til at indgå i ankesagen, der indledes 13. maj i Vestre Landsret.

Selve forholdene er dog forældede og betyder ikke en udvidelse af tiltalen, skriver DR.

Men tre personer er ifølge mediet indkaldt som nye vidner i ankesagen.

Ifølge DR er det de to kvinder samt den enes kæreste, der er indkaldt som nye vidner i ankesagen.

Specialanklager Emil Stenbygaard, statsadvokaten i Viborg, bekræfter i en pressemeddelelse, at der er kommet nye oplysninger frem.

- Vi er kommet i besiddelse af nye oplysninger i sagen, som vi ønsker at fremlægge for landsretten.

- Vi mener, at oplysningerne er af betydning for skyldspørgsmålet. Oplysningerne ønsker vi blandt andet at fremlægge i form af afhøring af tre nye vidner, siger Emil Stenbygaard.

Forsvarsadvokaten har ifølge pressemeddelelsen protesteret mod den nye bevisførelse.

Det er derfor op til landsretten at afgøre, om de nye vidner kan præsenteres i ankesagen, forklarer Emil Stenbygaard.

Det fremgår ikke, hvornår landsretten skal tage stilling til spørgsmålet.

Den 38-årige mand blev ved Retten i Aalborg fundet skyldig i drab, forsøg på voldtægt og usømmelig omgang med lig.

Manden blev idømt forvaring.

Han ankede til frifindelse, mens Statsadvokaten har anket til skærpelse. Kravet er fængsel på livstid.

Der er afsat ti dage til behandling af sagen, og der forventes dom 30. maj.

/ritzau/

Andre læser også