Lyt til artiklen

Våbendebatten bliver ved med at bringe sindene i kog i USA.

Den 24. maj 2022 dræbte en 18-årig gerningsmand 19 skolebørn og to lærere på Robb Elementary i byen Uvalde i Texas i et af de værste masseskyderier i nyere amerikansk historie.

Den demokratiske kandidat til guvernørposten i Texas, Beto O'Rourke, er en af de mange demokrater, der med afsæt i Uvalde-tragedien har strammere våbenlove som central del af deres kampagne.

O'Rourke har blandt andet sagt, at den siddende guvernør i Texas, Gregg Abott, har »blod på hænderne«, fordi Abott indtil videre har nægtet at stramme reglerne for køb af våben i staten.

Onsdag aften amerikansk tid holdt Beto O'Rourke et større valgarrangement i Mineral Wells i Texas.

Under sin tale var han ved at beskrive det våben, der blev brugt til skyderiet i Uvalde, da han pludselig blev afbrudt af en deltager, der begyndte at grine højlydt.

Og så fik den demokratiske guvernørkandidat nok.

»Det kan godt være, du synes, det er sjovt, motherfucker, men jeg synes ikke, det er sjovt, OK?«, lød det lynhurtigt fra O'Rourke til deltageren, hvorefter publikum spontant begyndte at klappe.

O'Rourke vakte tidligere i år opsigt, da han blev smidt ud fra en pressekonference efter at have råbt og afbrudt en tale fra den siddende guvernør Gregg Abott umiddelbart efter skoleskyderiet i Uvalde.

Det amerikanske midtvejsvalg bliver afholdt tirsdag den 8. november 2022.