Civil regering i Gaza kan ifølge Netanyahu få brug for hjælp fra De Forenede Arabiske Emirater og andre.

Israel har tilintetgjort 20 ud af 24 Hamas-bataljoner.

Det siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i et interview i det amerikanske tv-show "Dr. Phil Primetime", skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Netanyahu vil der blive brug for en form for civil regering i Gazastriben, potentielt med hjælp fra De Forenede Arabiske Emirater og "andre, der ønsker stabilitet".

Premierministeren siger yderligere, at han håber, at han og den amerikanske præsident, Joe Biden, kan overkomme deres uenigheder i forbindelse med Israels krig i Gazastriben.

Kommentaren kommer, efter at USA har tilbageholdt våben.

- Vi har ofte været enige, men vi har haft vores uenigheder. Vi har været i stand til at komme over dem. Jeg håber, at vi kan komme over dem nu, men vi vil gøre, hvad vi kan for at beskytte vores land, siger premierministeren i interviewet.

USA's præsident truede natten til torsdag dansk tid Israel med at standse våbenforsyninger, hvis Israel gennemfører en invasion af Rafah i det sydlige Gaza.

Tidligere har den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, bekræftet, at USA allerede har sat en levering af bomber på pause. Det skyldtes ligeledes bekymring over, om bomberne kom i brug under indfald i Rafah, skriver det amerikanske medie CNN.

Tidligere torsdag aften lød det fra den israelske premierminister, at Israel vil "kæmpe med vores fingernegle", hvis det bliver nødvendigt.

Landet er klar til at stå alene om nødvendigt, sagde Netanyahu.

- Men vi har meget mere end vores fingernegle, og med vores åndskraft og Guds hjælp vil vi sammen sejre, lød det i en videoudtalelse fra den israelske premierminister.

/ritzau/