En fremtrædende russisk oppositionsaktivist må ikke forlade Moskva og ikke gå ud om aftenen i halvandet år.

En domstol i den russiske hovedstad, Moskva, har tirsdag besluttet, at oppositionspolitiker Ljubov Sobol får begrænset sin bevægelsesfrihed i 18 måneder.

Den 33-årige politiker og jurist er en nær allieret af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj.

Sobol er dømt for at have forbrudt sig mod de restriktioner, som russiske myndigheder har indført for at begrænse coronasmitte. Desuden har hun ifølge domstolen opfordret andre til at gøre det samme.

Tirsdag har domstolen givet hende besked på, at hun i det kommende halvandet år ikke må forlade Moskva.

Hun må heller ikke gå udenfor sit hjem mellem klokken 22 og 06, og hun har også fået forbud mod at deltage i arrangementer med mange mennesker.

Hendes advokat skriver på Twitter, at hun skal melde sig hos politiet i Moskva tre gange om måneden.

Sobol betegner selv dommen som politisk motiveret.

Hun blev anholdt ved en støttedemonstration for den fængslede Navalnyj i april. Ruslands myndigheder har betegnet det som en ulovlig forsamling.

I de seneste måneder har hun været i husarrest.

Ruslands opposition beskylder præsident Vladimir Putin og hans styre for at forsøge at tvinge oppositionen til tavshed forud for parlamentsvalget i næste måned.

Navalnyj, der er den mest åbenmundede kritiker af Putin, er i gang med at afsone en dom på to og et halvt års fængsel.

Adskillige af hans støtter, herunder hans bror, er anklaget for samme type forbrydelser som Ljubov Sobol.

I juni stemplede en russisk domstol tre af Navalnyjs organisationer som "ekstremistiske".

Det gælder blandt andet hans partikontorer samt fonden til bekæmpelse af korruption (FBK).

/ritzau/dpa