To skibe fra den amerikanske flåde ventes at skabe øgede spændinger i forholdet mellem USA og Kina.

En destroyer og en olietanker fra den amerikanske flåde har trodset Kina ved at sejle gennem det strategisk vigtige Taiwanstræde.

Det oplyser en talsmand for det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til torsdag dansk tid.

Sejladsen ventes at skabe øgede spændinger i forholdet mellem USA og Kina. Kina siger, at det er ulovligt for andre nationer at sejle i strædet, mens USA insisterer på, at det er et internationalt farvand.

- Skibenes transit gennem Taiwanstrædet understreger USA's indsats for at sikre et frit og åbent farvand, udtaler den militære talsmand, Clay Doss.

Han tilføjer, at det skete sikkert og professionelt.

Kina har endnu ikke reageret på gennemsejlingen.

Taiwanstrædet er et farvand mellem Kina og Taiwan. Det er 180 kilometer langt, og på sit smalleste punkt er det 130 kilometer bredt.

Der bor omkring 23 millioner mennesker i Taiwan. I Kina er det opfattelsen, at Taiwan er kinesisk territorium, der før eller siden skal genforenes med resten af landet.

Regeringen i Beijing har truet med at invadere Taiwan, hvis øen skulle erklære sig selvstændig.

Kina har gentagne gange sendt militære fly og skibe ind på Taiwans territorium i de seneste år og arbejdet på at isolere landet internationalt, så det i dag kun har få diplomatiske allierede.

USA regner sig som allieret med Taiwan, men har ikke formelt diplomatiske forbindelser til landet. Kun 21 lande anerkender Taiwan som selvstændigt.

Det er ikke første gang, at et vestligt krigsskib sejler gennem Taiwanstrædet. I april gjorde et fransk krigsskib det samme.

Det skete for at markere støtte til USA, forklarede franske embedsmænd efterfølgende til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/