Debatten om dødsstraf raser i Japan, efter at tre fanger er blevet hængt. Det er de første henrettelser i landet siden 2010.

Tre mænd på dødsgangen i Japan, der hver især var dømt for mord, blev torsdag henrettet ved hængning, oplyser justitsminister Toshio Ogawa til japanske nyhedsbureauer ifølge The Guardian.

Henrettelserne er blot anden gang, at Det Demokratiske Parti i Japan effektuerer dødsstraffen, siden partiet kom til magten i efteråret 2009.

Sidste år gennemførte Japan ingen henrettelser, og det var det første år i næsten to årtier, at landet ikke henrettede mindst én dødsdømt. Det pustede til debatten om, hvorvidt dødsstraffen overhovedet var berettiget, og om den burde afskaffes, og med henrettelserne torsdag er debatten taget til i styrke.

I juni 2010 blev to dødsdømte personer henrettet. Den ene var en 59-årig mand, der havde dræbt seks personer ved at sætte ild til en smykkeforretning, mens den anden, en 33-årig mand, havde dræbt to personer og såret to andre.

Det er kun to dage siden, at Amnesty International roste Japan for ikke at have gennemført henrettelser i 2011, da organisationen offentliggjorde sin årlige opgørelse over henrettelser globalt i det forgangne år.

Den japanske justitsminister oplyser ifølge The Guardian, at der nu er 132 personer tilbage på dødsgangen i Japan.