Det rystende brokollaps i Baltimore har efterladt menneskene i den amerikanske havneby i chok.

Det fortæller dansker, der bor i byen, til B.T. efter den ufattelige ulykke, som skete natten til tirsdag lokal tid.

»Jeg er nok i en form for choktilstand,« fortæller René Tingleff tirsdag eftermiddag dansk tid.

»Det har været nogle mærkelige følelser her til morgen. Jeg har været ked af det, og jeg har været stresset over det,« tilføjer han.

59-årige Rene Tingleff er bosat i Baltimore og fortæller til B.T. om en by i chok.
59-årige Rene Tingleff er bosat i Baltimore og fortæller til B.T. om en by i chok. Foto: Privat
Vis mere

59-årige Rene Tingleff har boet i Baltimore i 25 år, og han arbejder med logistik, hvorfor det både vil påvirke ham arbejdsmæssigt og privat.

»Min familie og jeg plejer at køre over den bro måske seks til otte gange om ugen,« siger han.

»Nu må vi finde andre veje, og det kommer til at tage meget længere tid,« tilføjer Rene Tingleff.

Han fortæller, at den forfærdelige ulykke er på alles læber tirsdag morgen.

»Det fylder alt. Det er den største nyhedshistorie, der har ramt Baltimore i årevis. Folk taler selvfølgelig rigtig meget om det, og alle spørger, hvordan det kunne ske,« siger Rene Tingleff.

»Nyhedsdækningen kører selvfølgelig på skærmen hele tiden. Der er tv-stationer, som er kommet fra Washington DC for at dække det, og der er fem tv-stationer i Baltimore, hvor det også kører minut for minut.«

»Der er nyhedshold på begge sider af broen, og alle snakker om det,« fortæller Rene Tingleff.

Ulykken skete natten til tirsdag lokal tid, da et containerskib ramte Francis Scott Key Bridge, som krydser Patapsco River.

Kollisionen fik motorvejsbroen til at kollapse få sekunder efter, mens flere køretøjer og mennesker befandt sig på broen.

Myndighederne har tidligere tirsdag meddelt, at man ledte efter mindst 20 personer og syv køretøjer.

Du kan følge B.T.s løbende dækning af situationen i Baltimore i vores liveblog lige her.