Det ryger stadig fra fire steder i Tianjing, efter en massive eksplosion onsdag aften dansk tid

Flere danskere oplevede de to eksplosioner i den kinesiske havneby Tianjing, der onsdag aften kostede mindst 44 mennesker livet. »Alle vinduerne i lejligheden blæste ind,« fortæller danske Stefan Andersen.

»Jeg var fuldstændig i chok«.

Sådan forklarer danske Stefan Andersen, hvordan han reagerede, da to eksplosioner i et område tæt på den kinesiske havneby Tianjin onsdag aften fik vinduerne i hans lejlighed til at blæse ind.

Han bor blot én kilometer fra det sted på havnen, hvor eksplosionerne skete, og da første eksplosion fandt sted omkring kl. 23.30, lå han og sov.

Læs også: Tragedie i Tianjin: Dødstal stiger - hundereder ligger kvæstede

Se også: Kæmpe eksplosion i kinesisk storby: Hospitaler fyldt til randen

»Pludselig kom der et vildt skarpt lys ind ad vinduerne, som om nogen stod nede på gaden og lyste ind med en projektørlampe. Lyset var der i ti sekunder, så jeg rejste mig fra sengen og gik hen til vinduet for at kigge ud. Så kom der et ordentlig knald udefra, og hele bygningen rystede,« siger Stefan Andersen over telefonen fra Tianjin i Kina.

»Kort efter kom eksplosion nummer to, og alle vinduerne i lejligheden blæste ind med vinduesrammer og det hele,« fortsætter han.

»Min første tanke var, at det var et angreb. Jeg var bange for, at bygningen skulle falde sammen, så jeg løb udenfor, og den bank, der ligger i bunden af min bygning, var totalt sprængt ind, så jeg troede først, nogen havde prøvet at sprænge den i luften. Men jeg kunne se, at der var en støvsky af den anden verden over mig, og så kunne jeg regne ud, det kom et andet sted fra,« siger Stefan Andersen, der arbejder for en virksomhed, der kvalitetssikrer byggeprojekter.

Danske Stefan Andersens stue efter de to eksplosioner i Tianjin, der har kostet 44 mennesker livet.
Danske Stefan Andersens stue efter de to eksplosioner i Tianjin, der har kostet 44 mennesker livet. Foto: Privatfoto
Vis mere

I en radius af to kilometer af eksplosionerne er alle vinduer blæst ind.
I en radius af to kilometer af eksplosionerne er alle vinduer blæst ind. Foto: Privatfoto
Vis mere

Eksplosionerne har indtil videre kostet mindst 44 mennesker livet og såret 520 - heraf 66 kritisk. Sådan lyder meldingen fra flere kinesiske medier, der også melder, at eksplosionerne skete på et lager, som opbevarer »farligt og kemisk gods« i havneområdet.

Oplevede du ulykken, så tip BT på 1929@bt.dk

Danske Kirstine Gøtze Kaasgaard bor i Tianjin midtby med sin mand og børne og fortæller, at de blev vækket af opkald fra bekymrede venner og familie og ikke af braget fra eksplosionen. Hun forsøger lige nu sammen med sin familie at skabe sig et overblik over skaderne.

»De kinesere, vi har kontaktet, gør alle alt, hvad de kan for at hjælpe. Der er kø til at donere blod, de giver ris til golk i området og flytter fra hotellerne for at give plads til de mange, der står uden tag over hovedet nu,« lyder det fra Kirstine Gøtze Kaasgaard.

Havneområdet ligger omkring 45 minutters kørsel fra Tianjin by og har omkring 480.000 indbyggere. Vinduer i alle bygninger i en radius af to kilometer af åstedet blæste ind ved trykket fra eksplosionen, og ifølge Stefan Andersen er der glasskår overalt på gaderne i området.

Danske Stefan Andersens stue efter de to eksplosioner i Tianjin, der har kostet 44 mennesker livet.
Danske Stefan Andersens stue efter de to eksplosioner i Tianjin, der har kostet 44 mennesker livet. Foto: Privatfoto
Vis mere

»En hel del mennesker løb rundt på gaden i underbukser med toiletpapir på fødderne, for ikke at blive skåret på glasskårene. Folk løb ud af lejlighederne uden sko og efterlod alt, fordi det bare var med at komme ud, hvis bygningerne skulle styrte sammen. Alle var i chok, men ret hurtigt hjalp politiet med at få ro på,« siger Stefan Andersen, der er flyttet midlertidigt ind hos en kammerat og ikke kommer til at flytte tilbage til sin lejlighed.

Han fortæller, at havnen er spærret af, men at trafikken kører nogenlunde glat. En hel del frivillige hjælper med at dele vand og andre midler ud på gaderne, og en masse politi på gaderne hjælper med at skabe ro. Ved det lokale hospital er der lidt ekstra trafik, men umiddelbart ser det ikke så voldsomt ud, siger han.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der ingen danskere, der er kommet til skade ved eksplosionerne.