Det blev til en smal sejr for Boris Johnson, da det Konservative Parti mandag aften gik i stemmeboksen for at afgøre Johnsons skæbne i partiet.

Her blev han støttet af 58,8 procent af sine partifæller, mens mere end 41 procent dog mente, at Johnson skulle afsættes som partiets leder og Storbritanniens premierminister.

»Det er en yderst kneben sejr, men vi skal lægge mærke til, at 40 procent af Johnsons egne folk ikke længere ønsker ham på posten,« siger Jakob Illeborg, B.T.s internationale korrespondent, som mener, at det her er begyndelsen på enden af Johnsons plads som leder i partiet.

»Det her er nok modstandere til, at oprør mod Boris Johnson vil fortsætte. Og med historiske briller er der kun én vinder af oprøret: de oprørende,« siger Illeborg.

Da tidligere premierminister Theresa May blev udsat for en lignende mistillidsafstemning fik hun et bedre resultat end Johnson, da hun fik 63 procent af sine partifællers stemmer.

May blev dog smidt på porten blot et halvt år efter – og det samme kan risikere at ske for Johnson, mener Illeborg:

»Resultatet er ikke nok til, at han går nu, men mange vil være stærkt kritiske over for Johnsons ledeskab,« siger han og fortsætter:

»Det ligner en lang, sej politisk dødskamp – og Johnson har brug for at genvinde sit partis tillid.«

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, mener, at afstemningen langt fra er nok til, at Johnson kan mane kritikken til jorden. Foto: Arkiv
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, mener, at afstemningen langt fra er nok til, at Johnson kan mane kritikken til jorden. Foto: Arkiv
Vis mere

Modstanderne af Johnson vil nu, ifølge B.T.s internationale korrespondent, gøre livet surt for ham. Og Johnson vil få meget svært ved at få sin agenda igennem.

»Det er den reelle begyndelse på et langsomt kongemord. Spørgsmålet er, om han forbløder med ét stik eller tusinde små knivstik,« siger Illeborg.

En stor del af kritikken kommer blandt andet fra den såkaldte Partygate-skandale, hvor Boris Johnson holdt fest i de britiske regeringskontorer, mens Storbritannien var under coronanedlukning og man ikke måtte mødes mere end to personer.