Svenske medier har afdækket, at en kinesisk kvinde er blevet udvist af Sverige efter 20 år i landet.

En 57-årig kinesisk journalist er efter 20 års ophold i Sverige blevet udvist af landet og må aldrig vende tilbage, fordi hun ifølge efterretningstjenesten Säpo udgør en trussel mod Sveriges sikkerhed.

Det skriver de svenske medier SVT og Göteborgs-Posten samt DR.

Kvinden, der er svensk gift og har familie i Sverige, har været tilbageholdt siden oktober sidste år, hvilket ikke har været offentligt kendt.

Siden afgjorde Migrationsverket, at der var grundlag for at udvise kvinden. Migrationsverket er Sveriges svar på Udlændingestyrelsen.

Afgørelsen blev kæret, hvorefter en svensk domstol, der behandler udlændingesager, stadfæstede udvisningen.

- Den information, som myndigheden har, er meget pålidelig. Appellanten (kvinden, red.) udgør en alvorlig trussel mod rigets sikkerhed, oplyste Säpo til den svenske migrationsdomstol i forbindelse med kæresagen.

Torsdag i sidste uge gav den svenske regering så endeligt grønt lys til udvisningen, som er permanent.

Kvinden må altså aldrig rejse ind i Sverige igen.

Ifølge SVT og Göteborgs-Posten bragte kvinden indtil 9. oktober sidste år, hvor hun blev anholdt, dagligt artikler på nyhedsmedier, som hun selv drev.

De svenske medier skriver, at journalisten i mange år har haft tæt kontakt til Kinas ambassade i Sverige og til andre med forbindelse til det kinesiske styre.

Men det fremgår ikke, hvad der præcist ligger til grund for Säpos og de øvrige svenske myndigheders konklusion om, at journalisten udgør en alvorlig trussel for Sveriges sikkerhed.

Ud over at være journalist har kvinden ifølge SVT sørget for, at kinesiske erhvervs- og regeringsdelegationer har kunnet besøge Sverige.

Hun har også planlagt en række arrangementer i Sverige til støtte for det kinesiske regime.

Journalistens advokat, Leutrim Kadriu, siger ifølge SVT, at det billede, der er tegnet af kvinden, er "ekstremt alvorligt", men at det bygger på forkerte oplysninger.

Sagen om kvinden er blevet afdækket som led i et internationalt samarbejde, hvor Kinas aktiviteter i Europa bliver undersøgt. DR er ligesom SVT og Göteborgs-Posten et af de medier, der deltager i afdækningen.

/ritzau/