Opdatering: Omkring klokken 20.00 er der nu åbent igen i begge retninger.

Sydmotorvejen og Farøbroen er lukket i sydgående retning.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Det sker mellem Afkørsel 42 nordgående og Afkørsel 41 sydgående og er en konsekvens af et færdselsuheld i sydgående retning syd for lavbroen af Farøbroen.

»Flere biler er involveret, men jeg ved ikke, hvordan det helt er sket; om en er kørt op bag i, eller en er bremset op,« siger vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, Kent Edvardsen.

Der er flere ambulancer og »meget mandskab« på stedet, og en lægehelikopter er i gang med at flyve en eller flere personer på sygehuset.

Uheldet betyder, at man er nødt til at benytte Strorstrømsbroen, hvis man skal sydpå mellem Sjælland og Lolland-Falster.

Tidligere var broen lukket i begge retninger, men vagtchefen oplyser, at den så småt er åben igen.

Der er til gengæld lange udsigter i sydgående retning.

»Der skal vi til at rydde op nu. Jeg regner med, vi får afviklet alle bilerne og får dem væk først. Og der kan snildt både gå en halv og en hel time,« siger Kent Edvardsen.