Andy Murray har trukket sig fra turneringen Citi Open i Washington efter tre opslidende kampe på fire dage.

Washington. Den skotske tennisspiller Andy Murray brød sammen i gråd, da han klokken tre natten til fredag lokal tid vandt i tredje runde over rumænske Marius Copil ved ATP-turneringen Citi Open i Washington.

Men dagen efter den følelsesladede sejr har Murray nu trukket sig fra turneringen forud for sin kvartfinale mod australske Alex de Minaur.

Skotten trækker sig også fra næste uges ATP-turnering i Toronto.

Murray er på vej tilbage fra en skadespause, der - bortset fra tre kampe i juni - har holdt ham ude af tennis i mere end et år.

Ved turneringen i Washington, der spilles på hard court-underlag, kom alle hans tre sejre efter opslidende tresætskampe fordelt over blot fire dage.

- Jeg er udmattet efter at have spillet så meget i løbet af de seneste fire dage og uden at have spillet på hard court-underlag i 18 måneder.

- Jeg bliver nødt til at være forsigtig og lytte til min krop, mens jeg er på vej tilbage fra en lang skadespause, lyder det fra Murray.

Murray vendte 19. juni for første gang tilbage til tennisbanen, efter at han blev slået ud i kvartfinalen ved Wimbledon i 2017.

Han håbede på at gøre comeback ved Wimbledon i juli. Umiddelbart inden turneringens start måtte han dog melde afbud.

- Jeg har gjort vigtige fremskridt i træning og kampe i de seneste ti dage, men efter lange samtaler med mit team, har vi besluttet, at det er for tidligt i forhold til at genoptræningen at skulle spille kampe, som er bedst af fem sæt, lød det i den forbindelse fra 31-årige Murray.

Han har vundet tre grand slam-titler i karrieren. I 2012 vandt han US Open, og i 2013 og 2016 slog han sig helt til tops i Wimbledon.

/ritzau/AFP