Julien Benneteau og Nicolas Mahut sendte lørdag Frankrig i Davis Cup-finalen efter en sejr i double.

Lille. Sidste års Davis Cup-vinder, Frankrig, får mulighed for at forsvare tennistitlen, når der i slutningen af november spilles finale i landsholdsturneringen.

Det står klart, efter at Julien Benneteau og Nicolas Mahut med en sejr i double lørdag over spanske Marcel Granollers-Pujol og Feliciano López sikrede franskmændene en samlet 3-0-sejr over Spanien.

Benneteau og Mahut bookede Frankrigs finalebillet efter en sejr i tre sæt med cifrene 6-0, 6-4, 7-6 (9-7).

Franskmændene fik en optimal start på Davis Cup-semifinalen, da Benoît Paire fredag vandt over Pablo Carreno-Busta. Cifrene lød 7-5, 6-1, 6-0.

Derefter sørgede Lucas Pouille for en føring på 2-0, da han slog Roberto Bautista Agut med noget større besvær.

Spanieren vandt første sæt, inden Pouille fik styr på kampen og vandt 3-6, 7-6, 6-4, 2-6, 6-4.

Kroatien vandt også sine to kampe fredag over USA og kunne derfor ligesom Frankrig sikre sig en finaleplads med en sejr lørdag.

Men amerikanernes finalehåb lever stadig, efter at doublen med Mike Bryan og Ryan Harrison vandt over Ivan Dodig og Mate Pavic i en kamp, der varede næsten fem timer og blev afgjort i tiebreak i femte og sidste sæt.

Søndag bliver det afgjort, om Frankrig får kroatisk eller amerikansk modstand i finalen. Her skal Marin Cilic op imod Steve Johnson, mens Borna Coric møder Frances Tiafoe.

/ritzau/