»Jeg var vildt skuffet, frustreret, irriteret og sur. Altså alle følelser på en gang over, at de gjorde det. Det var håbløst.«

Sådan lyder det fra den nu tidligere FC Midtjylland-cheftræner i interview med TV3 Sport, hvor han taler ud om sin pludselige fyring for over en måned siden.

Bo Henriksen har nemlig svært ved at forstå, hvorfor klubben traf det valg, som den gjorde.

»Jeg havde fire målsætninger. Og dem bliver jeg mere bevidst om, jo længere jeg har jobbet. Det er at vinde pokalturneringen, komme videre i europæisk gruppespil, det er at vinde Superligaen og komme i europæisk gruppespil igen,« fortæller Henriksen og fortsætter:

Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det vil sige, at jeg ramte tre ud af fire af de målsætninger, der var i FC Midtjylland. På den baggrund kan man da godt være forundret rent resultatmæssigt, fordi det vigtigste for mig fra starten var at udvikle spillere og vinde fodboldkampe og lave en kultur. Og jeg lykkedes stor set med det hele,« forklarer han og pointerer, at han selvfølgelig manglede at vinde det danske mesterskab.

Fyringen kom som sagt bag på Bo Henriksen, der fortæller, at han blev prikket på skulderen i lufthavnen og fyret efter den vitale sejr på straffespark over AEK Larnaca, hvor FCM sikrede sig et europæisk gruppespil for tredje sæson i træk.

Bo Henriksen var voldsomt frustreret efter dette, da han var helt sikker på, at han i denne sæson ville vinde The Double (mesterskabet og pokaltitlen, red.).

»Det er jeg ikke i tvivl om. Overhovedet ikke. Det ved jeg jo, og så kan jeg være ligeglad med, hvad alle andre synes. Det er også derfor, at jeg er så rasende over ikke at få lov til at gøre det færdigt. Jeg ved, vi havde vundet The Double.«

Herudover nævner Bo Henriksen, at kulturen i klubben var ringe, da han tog over.

Mange spillere ville væk, og der var en del spillere, som gik mere op i egne præstationer frem for holdets.

»I en af de første træninger, jeg havde, der var to af de bedste spillere ved at sparke hinanden ned og sparke hinanden. Det gjorde jo et eller andet sted, at jeg måtte tage fat i selve kulturen og statuere nogle eksempler og sige, at sådan her opfører man sig, når jeg er træner,« siger Bo Henriksen i interviewet, som du kan se øverst i artiklen.