Så er der lukket ned.

Alle spillere og trænere i Sønderjyske har fået besked fra ledelsen om ikke at udtale sig efter balladen, der fulgte i kølvandet på Sønderjyskes kamp mod FC Midtjylland. Det fortæller klubbens pressechef til BT.

»Der er ingen, der udtaler sig, mens sagen er i gang, og vi har derfor ingen yderligere kommentarer, før den er afsluttet,« siger pressechefen i Sønderjyske, Stig Kongsted Hansen.

Det sker efter, at Fodboldens Disciplinærinstans mandag aften besluttede at åbne en sag mod Superliga-klubben efter Sønderjyskes kamp mod FC Midtjylland, hvor midtjyderne scorede sejrsmålet til 2-1 i de døende minutter af opgøret på grundspillets sidste spilledag.

Øverst i artiklen kan du se FCMs sejrsmål, som alle taler om.

FC Midtjyllands sejrsmål har fået flere til at spekulere i, om Sønderjyske-spillerne med vilje indkasserede målet i kampens afslutning, da sønderjyderne med et nederlag kunne sikre sig en ottendeplads i tabellen og dermed en plads i nedrykningspulje 2.

En pulje, der er markant lettere end pulje 1, hvor der blot er fire point ned til nedrykningsstregen.

Og udtalelser fra særligt Christian ‘Greko’ Jacobsen umiddelbart efter kampen fik sagen til at eksplodere.

BT ville gerne have haft uddybet kommentarerne fra Christian 'Greko' Jacobsen, men det har altså ikke været muligt på grund af den mundkurv, som klubben har givet ham og holdkammeraterne på.

Sønderjyske har fået masser af kritik for episoden, og blandt andet har Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, spekuleret i, om der er tale om matchfixing.

Læs også: Sønderjyske-spiller: ‘Det ville være hul i hovedet, hvis vi gik efter uafgjort’

Det har altså fået Fodboldens Disciplinærinstans til at åbne en sag mod klubben, og derudover har Danmarks Idrætsforbunds (DIF) matchfixingsekretariat også meddelt, at de i øjeblikket drøfter, hvorvidt de vil åbne en sag.

Sønderjyske kom i yderligere uheldigt fokus under FCM-kampen, da klubbens sendte en række kontroversielle tweets ud på deres officielle Twitter-profil. Det har klubben efterfølgende også beklaget.

Mandag udtalte Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen, blandt andet til BT, at han personligt var meget skuffet over, at der ville blive åbnet en sag mod dem:

»Jeg kan ikke sætte noget på det, det er deres arbejde. Min egen personlige holdning, fordi jeg er i det, er at jeg er utroligt skuffet, utroligt ramt og rasende over det. Men de følelser må jeg jo lægge fra mig og så give en redegørelse over kampen,« fortæller sportschefen.

Der er endnu ikke nogen klarhed over, hvornår der falder en afgørelse i sagen.