I SønderjyskE er de ikke tilfredse med, at Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at åbne en sag efter søndagens kamp mod FC Midtjylland.

Det fortæller klubbens sportschef Hans Jørgen Haysen til BT. Han understreger dog også, at det nu engang er instansens arbejde at undersøge sager.

»Det er vel også derfor, de åbner en sag og vil have en redegørelse. Jeg kan ikke sætte noget på det, det er deres arbejde. Min egen personlige holdning, fordi jeg er i det, er at jeg er utroligt skuffet, utroligt ramt og rasende over det. Men de følelser må jeg jo lægge fra mig og så give en redegørelse over kampen,« fortæller sportschefen.

Sagen kommer som følge af, at SønderjyskE søndag tabte 1-2 til FC Midtjylland.

Med nederlaget 'vandt' Haderslev-klubben dog alligevel, for det gav dem en 8.plads i Superligaen og dermed en plads i nedrykningspulje 2. En pulje, der er markant lettere end pulje 1, hvor der blot er fire point mellem 7. pladsen og 11.pladsen.

I kampen mod FC Midtjylland kom SønderjyskE bagud, men Niki Zimling udlignede kort før tid. Et uafgjort resultat kunne SønderjyskE dog ikke bruge i forhold til at komme i top seks, og det ville samtidig give en plads i den svære pulje 1.

I kampens sidste minut scorede FC Midtjylland, og dette mål har fået flere - herunder Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen - til at spekulere i, om der var tale om matchfixing. Det er også grunden til, at Fodboldens Disciplinærinstans nu har taget en sag op, for at undersøge om Superliga-klubben bevidst lod sig tabe.

»Vi har selvfølgelig kigget på afviklingen af kampen – især afslutningen på opgøret. Vi har selvfølgelig også noteret os, hvilke udtalelser, der er kommet fra Sønderjyskes side, og på det grundlag har vi her til aften besluttet at åbne en sag mod Sønderjyske,« siger Jens Hjortskov, der er formand for instansen, til TV2 Sport med henvisning til at der blev givet nogle omdiskuterede interviews efter kampen. Derudover udsendte klubben også udsendte en række kontroversielle tweets, der fik det til at lyde som om, at man var glade for nederlaget.

Disse er senere blevet slettet, og klubben har undskyldt.

Hans Jørgen Haysen fortæller, at man nu bare vil koncentrere sig om at få sendt en redegørelse ind.

»Der er jo ikke så meget arbejde i det, vi skal bare melde rent ud af posen. Men jeg er skuffet og ramt, det må jeg sige. Men sådan er det, vi må gøre det, og så håbe på at retfærdigheden sker fyldest,« lyder det fra sportschefen.

For hos SønderjyskE holder man fast i, at man hele tiden gik efter sejren.

»Man bliver hårdt ramt, når nogen stiller spørgsmålstegn ved ens tilgang til kampen og måde at angribe den på, og når man vil have os til at sige noget om noget, der 'kunne have været på en anden måde'. Det gør selvfølgelig ondt. Det er ikke instansens skyld, for de skal bare tage sager op.«

Hvordan har spillerne haft det med de her spekulationer om, hvorvidt kampen blev tabt med vilje?

»Spillerne er selvfølgelig irriterede og også ramte. Som vi allerede har sagt, så gav de alt, hvad de havde, som de også fik besked på. Så kommer der nogen bagefter og stiller spørgsmålstegn ved, om det de gjorde var reelt i en kamp, hvor vi var med hele vejen og satsede alt på at vinde. Det er selvfølgelig ud fra det og også i forhold til alt vores arbejde op til, at det rammer en på stoltheden og æren, at nogen tvivler,« siger Hans Jørgen Haysen.

Hvor føler du, I står - har I en god sag?

»Selvfølgelig føler vi, at vi har en god sag. Det er det helt reelle og ærlige, vi kommer med. Men det at der i det hele taget kommer en sag, og der måske er nogen der føler, der er noget ved os, der ikke er helt reelt.. det er det, der gør mest ondt. Nu må vi forholde os til det og være professionelle. Nu bliver vi ramt på denne her, og så må vi sende en redegørelse og håbe, at de ser hele sagen, ligesom vi gør,« lyder det fra sportschefen.