Efter kampen mod FC Midtjylland er SønderjyskE havnet i modvind efter en række kontroversielle tweets, der siden er blevet slettet.

»Det er aldrig dejligt at tabe, men i dag har det været en kæmpe fordel,« lød det blandt andet fra klubben med henvisning til, at man med nederlaget havnede i den noget 'lettere' nedrykningspulje 2.

Her er der nemlig hele 10 point ned til de nederste to klubber, fremfor i pulje 1 hvor der blot er fire point mellem Hobro, der blev nummer syv og Silkeborg, der blev nummer 11.

Sådan skrev SønderjyskE på Twitter efter kampen.
Sådan skrev SønderjyskE på Twitter efter kampen. Foto: Twitter
Vis mere

Umiddelbart efter opgøret kontaktede BT formanden for fodboldens Disciplinærudvalget, Jens Hjortskov.

Der har jo op til runden været nogle spekulationer om, om nogen kunne have fordel af at tabe. Hvad tænker i om sådan en udmelding?

»Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke tænker, jeg har et begavet svar til.«

Er det usportsligt?

»Jeg ved ikke, hvem der er kommet med den udmelding, og derfor er det svært at forholde sig til det.«

»Det er klart, der har været den debat med den nye struktur op til runden. Det er vi klar over. Divisionsforeningen har også sagt, de vil tage det (strukturen, red.) op til overvejelse når sæsonen er færdig. Det er ikke noget vi overhovedet har forholdt os til lige nu, og det vil jeg gerne understrege.«

»Vi kan jo sanktionere usportslig adfærd, men jeg vil gerne understrege, at det er slet ikke noget, vi har spekuleret på at gøre endnu. Men det er klart, at hvis omstændighederne er sådan, vi vurderer der er tale om usportslig adfærd, har vi mulighed for at gå ind i sagen og undersøge den.«

»Kigger man i paragraf 30 i DBUs love lyder det også, at vi har mulighed for at sanktionere. Om den kan anvendes her, kan jeg ikke sige.«

Rent hypotetisk – hvis i går ind i sagen – hvordan ville det så fungere?

»Så ville det fungere sådan, at vi indhenter en redegørelse fra klubben, som det berører til at starte med. Det ville også måske kræve, man gik ind og analyserede på afviklingen af kampen for at se om der er noget, der stikker ud. Men det er ikke noget, vi har set på (SønderjyskE-kampen, red.).«

BT arbejder på at få en kommentar fra SønderjyskEs kommunikationschef.