Der var spænding til det sidste i Sønderjyskes opgør mod FC Midtjylland.

I det 90. minut fik FCM scoret sejrsmålet, der endte med at være til begge mandskabers fordel. FC Midtjylland kom op på siden af Brøndby på førstepladsen, mens Sønderjyske havnede i den mere favorable pulje to, hvor der er noget længere ned til nedrykningspladserne.

Øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra opgøret - herunder det meget omdiskuterede sejrsmål.

BT fangede dagen derpå Sønderjyskes Marc Pedersen, der blev skiftet ind mod slutningen af opgøret og var tæt på at forhindre det afgørende mål i kampens døende minutter.

Hvordan oplevede du kampen i går?

»Meget hektisk til sidst. I og med, at vi lige pludselig stod med muligheden for at komme med i top-6 - hvilket vi så ikke gjorde alligevel, selv hvis vi havde vundet - så det var meget hektisk,« siger Marc Pedersen.

Du bliver skiftet ind efter 87 minutter - hvad ved du fra de andre kampe, lige inden du træder på banen?

»Da jeg skal på banen, får jeg at vide, at vi skal vinde, fordi så kommer vi i top-6. De siger, at vi skal smide Kees (Luijckx, red.) frem og satse alt på at vinde, fordi Horsens er bagud. Det var de så åbenbart ikke særlig længe.«

Får I så en melding fra bænken, da Horsens får udlignet?

»Nej, jeg får ikke at vide, at Horsens har udlignet. Vi snakker om, at der ikke er nogen grund til, at vi spiller uafgjort. Så da de scorer, så er der jo ingen mening i, at vi skal jagte for at få udlignet. Det ville jo være helt hul i hovedet.«

I situationen, hvor FC Midtjylland scorer, løber du tilbage for at forsvare. Nogle har efterfølgende sat spørgsmålstegn ved dit tilbageløb. Hvad siger du til det, giver du dig fuldt ud?

»Det synes jeg da. Men jeg vil så også sige, at jeg havde to mand i feltet, jeg skulle dække, så det blev jo en hurtig beslutning om, at jeg prøvede at lukke den aflevering skråt tilbage, og at Seb (Sebastian Mielitz, red.) så kunne få fat på den inde foran målet.«

»Men jeg har ikke så meget til overs for alle de skriverier. Når man smider hele lortet frem, så vil modstanderen også få muligheder. Jeg synes, at det bliver blæst op til noget helt latterligt.«

Så det er ikke sådan, at du på banen tænker, at når I nu ikke kunne få scoret, så ville det være bedre, hvis Midtjylland scorer, og I dermed undgik at spille uafgjort?

»Da jeg kommer ind, der er jeg stensikker på, at vi kan vinde den kamp. Jeg kan ikke huske, at vi i min tid i Sønderjyske har haft bedre bedre fat i Midtjylland i Herning, end vi havde i går. De havde også deres chancer, og det vil de altid have, men jeg følte, at vi havde en chance for at vinde til sidst.«

Sønderjyske endte på Superligaens ottendeplads, og dermed er de kommet i pulje to med OB, Lyngby og Randers.