Nicolai Stokholm scorede kampens eneste mål, da FC Nordsjælland slog et svagt AGF-hold 1-0.

FC Nordsjællands anfører Nicolai Stokholm bliver tirsdag 38 år, og til sommer slutter han en lang fodboldkarriere. Mandag aften blev han matchvinder for FC Nordsjælland, da han prikkede bolden i mål i et opgør, som først rigtigt fik nerve i anden halvleg.

Det giver FCN tre vigtige point i Superligaen, som bringer dem på fornuftig afstand til den farlige nedrykningsstreg, og i stedet for tæt på de eftertragtede pladser i toppen af ligaen.

Men der skulle gå et godt stykke tid af kampen, før hjemmeholdet fik udnyttet et stort spilovertag. Første halvleg blev en kedelig affære, hvor FCN havde bolden det meste af tiden, uden det blev til oplagte målchancer.

I anden halvleg blev der åbnet op for kampen, og FCN havde flere store chancer, hvoraf Joshua John stod for den flotteste afslutning med et langskud, som AGF-målmand, Emil Ousager, dygtigt reddede.

Kort efter faldt målet, da Nicolai Stokholm fik en stikning ind i feltet, som han tæt under mål, prikkede i nettet.

Herfra åbnede kampen sig yderligere, og AGF fik tilspillet sig et par chancer uden mål til følge. Da AGF satsede i slutfasen gav det FCN tre store chancer, hvoraf tilbagevendte Uffe Bech burde have scoret.

FC Nordsjælland var det klart bedste hold og vandt kampen fortjent. Det er den anden sejr i træk til Kasper Hjulmands tropper.

AGF har derimod tabt to kampe i træk, hvilket lige rækker til en placering som nummer otte i tabellen og tre point ned til nedrykningsstregen.