Et rødt kort til trods var Brøndby-lejren mest skuffet efter 1-1-kampen mod AaB, hvor man tabte terræn til FC Midtjylland.

Han vidste godt, den var helt gal. Det var der ingen grund til at dvæle ved. Derfor satte han sig direkte ud i Brøndby-bussen efter kampen mod AaB. Islandske Hjörtur Hermannsson havde ikke lyst til at kommentere på det åbenlyse.

For det var helt øjensynligt tåbeligt, da Brøndbys islandske forsvarsspiller efter en halv times spil begik straffespark og fik sit andet gule kort. Da virkede det til, at det skulle blive en lang aften i Aalborg for Brøndbys mesterskabsjagtende mandskab.

Men Frederik Rønnow pillede Kasper Kusks sløje straffespark, Benedikt Röcker bragte gæsterne i front i anden halvleg og så lignede det længe en Brøndby.

Desværre for gæsterne kom AaB igen til 1-1, og selvom det er svært at være skuffet med et point på udebane med en mand i undertal, så var Brøndby-spillerne netop det.

LÆS OGSÅ: Se BTs karakterer her: Brøndbys 10 mand fighter sig til et point

Mental styrke, stor vilje og flot spil. Men nu er man tre point efter FC Midtjylland på førstepladsen.

»Vi har masser af muligheder. Det, der ærgrer mig mest, er, at vi får føringen. Normalt er vi så pisse god til at forsvare, hvis det er vores hovedformål. Det er noget røv, at vi lukker et mål ind på en dødbold,« lyder det ærligt fra Brøndbys midtbanedynamo Christian Nørgaaard.

»Det er en godkendt indsats, men heller ikke mere end det. Vi kunne godt have fået tre point, hvis vi havde været skarpere. De udnytter et svagt punkt i vores sidste kæde, hvor Kasper Kusk smider den i dybden to gange. Den ene gang redder han, den anden gang laver vi straffe og får rødt kort. Men vi viste stort mod, og vi havde alle brystet fremme i anden halvleg.«

DU KAN SE HØJDEPUNKTER FRA KAMPEN I VIDEOEN ØVERST PÅ DENNE SIDE



»Vi skal være glad for, at vi har en klassekeeper, der piller straffesparket. Ellers havde det været endnu mere op ad bakke.. Det vidner om, at der er noget ekstra i det her hold, selvom vi er en mand i undertal, formår vi stadig at være det mest dominerende hold på banen,« siger Nørgaard.

Også Brøndby-træner Alexander Zorniger stiller sig tilfreds, når han ser på, hvordan kampen udviklede sig. Det gav ham mulighed for at påpege, at Brøndby ikke har tabt siden 20. august, hvor AGF slog holdet fra Vestegnen med 2-0.

»Jeg er glad for præstationen. Det er virkelig svært at spille 60 minutter i undertal på udebane i Aalborg. Men drengene håndterede det fremragende. Jeg tænkte, vi kunne vinde kampen, da vi kom på 1-0. Vi havde chancerne til sejr, og vi kunne godt have fortjent den.«

»AaB skabte ikke de store chancer. Der var et par situationer, men der var ikke de helt store chancer. Vi var til gengæld gode i deres felt, havde vi været lidt skarpere, kunne vi have scoret igen. Vi har ikke tabt i 21 kampe i træk i alle turneringer, så jeg er rigtig stolt af drengene i dag. Bare se på, hvordan Kasper Fisker og Christian Nørgaard håndterede midtbanen. Det var virkelig svært hele tiden at lave de rigtige løb. Også Hany Mukhtar gjorde det god, selvom jeg ikke var så glad for hans første halvleg.«

Selvom du er glad for præstationen, så tabte I terræn til FC Midtjylland. Kan man…

»Nej… Så kan du også spørge dem, hvad de synes, om de point de tabte i Helsingør (FC Midtjylland tabte 2-1 i efteråret, red.). Det er ikke muligt at vinde alle kampe. Nu er vi tre point efter. Hvis vi vinder næste uge, og de taber, så er vi tilbage.«



Du vil blive spurgt gang på gang om det her i takt med, at sæsonen skærper til. Hvordan vil I håndtere det mentalt?

»Lige nu fokuserer vi meget på Helsingør. Vi har 15 kampe tilbage. 15 kampe. Det er rigtig mange kampe. 10 kampe mod topholdene i ligaen. Det er mange kampe. Det er det, vi fokuserer på,« siger Zorniger.

Brøndby møder Helsingør på hjemmebane på søndag.