Når Superligaens grundspil søndag bliver afgjort, vil der være en klækkelig økonomisk gevinst at hente for flere af holdene.

For efter 26. spillerunde er det også tid til at få uddelt endnu en portion tv-penge. Og ender fodboldklubben i top-6, får den del i den sjovere ende af budgettet hele to gange.

Superligaens 14 hold får en pulje på i alt 275 millioner kroner udbetalt i tv-penge i denne sæson. Den udbetales over tre gange: Efter 13. spillerunde, 26. spillerunde og når Superligaen er helt færdigspillet.

Mens tv-pengene måske ikke betyder alverden for FC København, FC Midtjylland og Brøndby, så er det millioner, der bestemt vil lune i andre klubkasser.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Det betyder altså, at der søndag aften skal udbetales knap 92 millioner kroner til superligaklubberne - og de fordeles således:

Solidaritetspuljen - udgør ca. 30%
Dette beløb bliver delt ligeligt mellem holdene. 1,97 millioner til hvert hold.

Markedspuljen - udgør ca. 24%
Pengene gives til de klubber, der har været mest attraktive for tv-stationerne hen over de 13. runder. Er man 1.- eller 2.-valg i en runde, får en klub omkring 325.000 kroner, 3.-/4.-valget i hver runde får 90.000 kroner, 5.-/6.-valget får 45.000 kroner, mens rundens 7.-valg ingenting får.

Kamppuljen - udgør ca. 16%
Klubbernes præstationer over de seneste 13 runder. En sejr er lig med 175.000 kroner, mens klubberne får 65.000 kroner for en uafgjort. Nul kroner for et nederlag.

Placeringspuljen - udgør ca. 30%
Der er godt med kroner til forskel fra 4.-pladsen til 10.-pladsen, som syv hold fortsat skal kæmpe om. De fordeles sådan.

  1. 5,9 mio. kr.
  2. 4,2 mio. kr.
  3. 3,1 mio. kr.
  4. 2,6 mio. kr.
  5. 2,2 mio. kr.
  6. 1,8 mio. kr.
  7. 1,5 mio. kr.
  8. 1,2 mio. kr.
  9. 0,9 mio. kr.
  10. 0,7 mio. kr.
  11. 0,4 mio. kr.
  12. 0,2 mio. kr.

En plads i top-6 vil derfor være en garanti på 3,6 millioner kroner fra placeringspuljen modsat de 3 millioner kroner, man maksimalt kan få fra placeringspuljen uden for top-6.

Samtidigt vil man efter alt at dømme få en noget større portion af markedspuljen, da man vil spille i alt seks kampe mod Brøndby (hvis de kommer i top-6), FCK og FCM, der typisk er tv-stationernes 1.-, 2.- og 3.-valg.

Tager vi udgangspunkt i et af de hold, der ender i top-6 under de tre populære hold for tv-stationerne, og går ud fra, at kampene mod Brøndby og FCK bliver 1.-/2.-valg og kampen mod FCM bliver 3.-/4.-valg, tjener holdet lige knap 1,5 millioner ekstra fra markedspuljen ved den sidste udbetaling af tv-penge.

AGF tabte til OB mandag, og AGF's top-6-chancer ser nu spinkle ud.
AGF tabte til OB mandag, og AGF's top-6-chancer ser nu spinkle ud. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det beløb vil næppe blive højere end 6-700.000 for de mest attraktive hold uden for top-6, såfremt Brøndby kommer i top-6.

Beløbene er udregnet ud fra oplysninger om fordeling af pengene jf. Tipsbladet samt sidste års fordeling af tv-penge.

Det får klubberne udbetalt søndag

Det er svært at regne sig frem til det præcise beløb, klubber skal have efter søndagens 26. spillerrunde. Men man kan komme med et kvalificeret bud.

Solidaritetspuljen ligger fast, og kamppuljen kan nemt beregnes ud gennem resultater (her mangler dog sidste runde), mens meget endnu er på spil med placeringspuljen.

Derudover kan vi ikke med sikkerhed konkludere, hvor mange gange holdene har været 1.-valg - men som tommelfingerregel kan man pege på, at søndag kl. 18 og 16 er henholdsvis 1.- og 2.-valg.

B.T. giver dig her en oversigt over, hvad klubberne kan få udbetalt efter 26. spillerunde.

Beløbene er udregnet ud fra de konkrete beløb i kamppuljen og solidaritetspuljen, mens der er tale om gisninger ved tv-stationernes valg ift. kamppuljen og mulige slutplaceringen ift. placeringspuljen.

  • FC København: 11,6 mio - 13,3 mio
  • FC Midtjylland: 9,8 mio - 11,5 mio
  • Brøndby: 8 mio - 9,4 mio
  • OB: 7,81 mio
  • Randers FC: 5,34 mio - 6,74 mio
  • EfB: 5,15 mio - 6,55 mio
  • AGF: 5,04 mio - 6,14 mio
  • FC Nordsjælland: 4,82 mio - 6,72 mio
  • AaB: 4,71 mio - 6,61 mio
  • AC Horsens: 4,26 mio - 5,06 mio
  • Sønderjyske: 4,15 mio - 4,45 mio
  • Vejle: 3,56 mio - 3,76 mio
  • Hobro: 3,47 mio - 3,67 mio
  • Vendsyssel: 3,36 mio - 3,56 mio