Man husker smilehullerne bedst. De smilehuller, der nok mest af alt er offentlighedens billede af den afdøde fodboldhelt Harald Nielsen. Men tag endelig ikke fejl. ‘Guld-Harald’ var andet og meget mere end det velkendte, venlige ansigt.
Når det skulle være, var Harald Nielsen både rebelsk, aggressiv, modig og ham, der gik forrest. I særlig grad iført fodboldstøvler. Men også uden for banen slog temperamentet gnister. Man bliver ikke topscorer i den kyniske, italienske Serie A to sæsoner i træk, verdens dyreste fodboldspiller eller succesrig direktør uden at kunne andet end at smile venligt.
Opret abonnement på PLUS og læs hele portrættet af den afdøde fodboldhelt Harald Nielsen.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Man husker smilehullerne bedst. De smilehuller, der nok mest af alt er offentlighedens billede af den afdøde fodboldhelt Harald Nielsen.
Men tag endelig ikke fejl. ‘Guld-Harald’ var andet og meget mere end det velkendte, venlige ansigt.
Når det skulle være, var Harald Nielsen både rebelsk, aggressiv, modig og ham, der gik forrest. I særlig grad iført fodboldstøvler. Men også uden for banen slog temperamentet gnister. Man bliver ikke topscorer i den kyniske, italienske Serie A to sæsoner i træk, verdens dyreste fodboldspiller eller succesrig direktør uden at kunne andet end at smile venligt.
»Allerede som helt ung var han parat til at sige fra og sige sin mening. Men samtidig havde han blik for, hvordan man kan få noget ud af det. Kombineret med en krænkethed, der blev siddende hele livet. Det skal vi være glade for, for det nyder vi glæde af i dag,« siger forfatteren Joakim Jakobsen, der portrætterer ham i bogen ‘Guld Harald - topscorer, idol, rebel’.
Den 73-årige Harald Nielsen, der i denne uge døde efter en hård kamp mod prostatakræft, var med til at modernisere dansk fodbold og banede dermed vejen for blandt andet 86-holdet og EM-triumfen i 1992 og mange senere danske fodboldsejre.
Brok kostede landsholdspladsen
Et af de første tegn på rebellen Harald Nielsen var under OL i Rom i 1960, hvor Danmark vandt sølv. Det var en tid, hvor dansk fodbold var inficeret af amatørismen. Ingen professionelle eller aflønnede fodboldspillere måtte optræde.
Hverken på landsholdet eller i de hjemlige ligaer. Trodsede man fodboldunionen DBUs regler, blev man ganske enkelt sortlistet.
Under OL-turneringen blev spillerne behandlet som en ‘krydsning mellem slaver og pattebørn’, som ’Matador’-skaberen Lise Nørgaard, dengang udsendt for Politiken, skrev hjem til sine læsere.
»Gå i seng omgående, Harald!« lød det blandt andet fra DBUs kasserer Leo Dannin.
Harald Nielsen var OL-holdets yngste mand. Trods det var han den eneste, der turde brokke sig til pressen. Over den uretfærdige behandling og de vanvittige regler i OL-lejren.
Da han i 1961 skiftede til Bologna i Serie A, spillede han aldrig igen for landsholdet. Det blev hans livs skuffelse.
»Han så en uretfærdighed og tog til genmæle. Det var der mange, der ikke gjorde. Han gjorde det mere og mere op igennem 60erne, og tonen blev kun hårdere,« siger Joakim Jakobsen.
Den tidligere Venstre-minister Helge Sander var blandt Harald Nielsens nære venner. Han var sammen med ham kun få dage før hans død.
»På fodboldbanen var Harald jo utroligt kynisk og aggressiv. Både i sit spil og attitude. Lige akkurat det modsatte var han privat. Her var han den omfavnende og altid uden begrænsning i sin hjælpsomhed over for de nærmeste.«
De to lærte hinanden at kende, da Helge Sander i 1977 forsøgte at stable en ’piratliga’ med aflønnede spillere på benene. Som et alternativ til DBUs amatør-filosofi.
Piratliga banede vejen
På det tidspunkt var Harald Nielsen stoppet som fodboldspiller og importerede lædervarer fra Italien. Han var straks med på ideen om et angreb på sin gamle hovedfjende.
Med Harald Nielsen som frontfigur blev piratligaen den bulldozer, der banede vej for professionel fodbold i Danmark.
Under forhandlingerne oplevede Helge Sander et af vennens få raserianfald uden for fodboldbanen.
»Jeg husker én gang, hvor jeg måtte gå imellem ham og DBUs generalsekretær. Men det var ikke hans natur. Han skulle trædes meget hårdt over tæerne, før han viste den side,« siger Helge Sander.
I dag giver Niels-Christian Holmstrøm, bestyrelsesmedlem i FC København, stor anerkendelse til Harald Nielsen for at ‘træde ind på scenen og smide handsken på den måde’.
Som dreng så Niels-Christian Holmstrøm en ung Harald Nielsen spille for Frederikshavn i Idrætsparken. Mange år senere, i begyndelsen af 1990erne, mødtes de igen. Missionen var enkel: FC København skulle stables på benene. Harald Nielsen blev valgt til formand.
»Han satte dagsordenen. Der var nogle spillere, der havde behov for at få at vide, hvad det ville sige at spille professionel fodbold. Der fortalte han i høj grad, hvor skabet skulle stå. Så han har i høj grad medvirket til at få projektet på skinner,« siger Niels-Christian Holmstrøm.
Til gengæld var den joviale Guld-Harald knap så kontant, når der skulle fyres folk.
»Det var ikke en af hans spidskompetencer. Der måtte andre hjælpe til, når det var nødvendigt,« konstaterer Niels-Christian Holmstrøm.
Men som formand for FC København - overbygningen af københavnerklubberne KB og B1903 - kunne han stadig genere sine gamle ærkefjender.
»Man gav dansk fodbold en gang professionel fernis. Uden at skifte amatørlederne ud,« hvislede han til BT om udviklingen siden 1977 og frem til 90erne.
»Det var dybest set de samme modstandere, nemlig de københavnske fodboldledere, der nu fik én over snuden,« siger forfatter Joakim Jakobsen.
Efter fodboldkarrierens 11 år i Italien grundlagde Harald Nielsen sammen med hustruen Rudi - måske bedre kendt som ‘Mie’ fra de gamle ’Far til Fire’-film - et importfirma, der blev den røde tråd for forretningsmanden Harald Nielsen.
I retten mod de store
‘Rudi & Harald’ importerer modevarer med fokus på Italien og har flere gange krydset klinger i retssalene med de store modehuse. Både Gucci og Hermes har forsøgt at få Harald Nielsen ned med nakken. De mente, at hans tasker efterlignede deres design. Den danske forward rankede ryggen og vandt alle slagene mod giganterne.
»Han er en mand, der både har sine meninger, kan argumentere for dem og gennemføre sine planer. Det er ikke for ingenting, at han sammen med Rudi har oparbejdet en omfattende virksomhed,« fastslår Niels-Christian Holmstrøm.
Kælenavnet siger det måske bedst. ‘Guld-Harald’. Det opstod før OL i 1960, hvor han var den eneste, der troede at amatørerne fra Danmark kunne nå helt til tops. Det hang ved.
»Han sigtede højt og havde store planer allerede fra sin tidligere ungdom. Mange sagde, at han ikke kunne vinde guld til Olympiaden, men de fik da trods alt sølv. Han gik hele tiden efter nye mål,« siger Rudi Nielsen, Guld-Haralds enke, til BT.
Hun fortæller, at bag smilehullerne havde han altid angriberens tro på, at bolden ville gå i mål.
»Han var et utroligt positivt menneske, en igangsætter, der elskede at hjælpe alle, særligt unge mennesker. I hans hoved kunne alting lade sig gøre. Selv hvis jeg sagde, at det ikke var sikkert, det ville gå godt,« lyder det fra Rudi Nielsen.
Ifølge familien skal Harald Nielsen begraves i Gentofte Kirke.
