Dagligt kan Susanne Caspersen fra Ebeltoft spotte, hvordan folk opholder sig i naturparken Mols Bjerge. Normalt gør det intet. For tiden forarger det hende dog.

»Jeg føler, at folk ikke hører efter, hvad Mette Frederiksen siger hele tiden.«

Statsminister Mette Frederiksen (S) og en række fagkyndige sundhedsfolk har i godt en måned skrålet til danskerne, at det er altafgørende at holde afstand til hinanden på grund af coronavirus og dens smitte.

Men Susanne Caspersen oplever det stik modsatte. Hun bor til dagligt ved naturparken Mols Bjerge på Djursland, og her vrimler det med folk, der ifølge Susanne Caspersen blæser på opfordringerne.

Susanne Caspersen bor midt i Mols Bjerge sammen med sin mand og to børn. Foto: Privat.
Susanne Caspersen bor midt i Mols Bjerge sammen med sin mand og to børn. Foto: Privat.
Vis mere

»Det er sjældent, jeg ser så mange biler og mennesker. Folk søger udenfor, hvor de ved, man kan være,« siger Susanne Caspersen og fortsætter:

»Når alle så tager det samme hen, bliver de offentlige steder fyldt, og så opstår problemet jo. Man kan ikke undgå at møde hinanden, og jeg kan se fra mit vindue, hvordan folk passerer hinanden hele tiden.«

Susanne Caspersen bor pladask ud til en parkeringsplads. I sidste uge talte hun ikke færre end 60 biler på rad og række, hvorefter folk bevægede sig ud i Mols Bjerge.

Og det vækker bekymring. For hvad nu hvis hun, hendes mand eller hendes børn kommer for tæt på de fremmødte og risikerer smitte?

Susanne Caspersen oplever, hvordan bilerne bliver flere og flere. Foto: Privat.
Susanne Caspersen oplever, hvordan bilerne bliver flere og flere. Foto: Privat.
Vis mere

»Det er jeg bekymret for. Mange stopper op, og folk skal lige kigge hinanden an, mens de går tæt på og snakker med hinanden. Jeg har også fortalt mine to børn (på seks og ni, red.) flere gange, at de skal holde afstand, når de går rundt herude.«

Susanne Caspersens grund ligger midt i Mols Bjerge, hvorfor fremmede personer ofte krydser gennem hendes grund. Det gør hende ikke ligefrem tryg for tiden, og derfor har hun taget en sikkerhedsforanstaltning til sig af hensyn til familien.

»Folk går omkring os - hele tiden. Så for at skærme har vi sat strimlet sikkerhedsbånd op. Så kan de ikke gå forbi, hvor mine børn ofte leger med vores hunde. Og jeg vil ikke have andre for tæt mig eller mine børn for tiden.«

At folk bliver fristet til at nyde det gode vejr og gå en tur, anfægter Susanne Caspersen ikke. Hun er heller ikke utilfreds med kommunen eller naturparken, der i forvejen har sat skilte op, så folk bliver mindet om coronavirus.

Afsærringen, som Susanne Caspersen har sat op. Foto: Privat.
Afsærringen, som Susanne Caspersen har sat op. Foto: Privat.
Vis mere

Det handler om folks adfærd.

»Jeg gider ikke rende rundt og lege politimand. Folk må bare gerne holde afstand,« lyder opråbet fra Susanne Caspersen.

Ifølge DMIs prognoser tegner næste uges vejr til at blive solrigt og lunt. Prognoserne lover temperaturer op mod 20 grader, hvilket får Susanne Caspersen til at rynke panden:

»Det frygter jeg godt nok. Det er specielt i godt vejr, at folk kommer. Så ja, jeg frygter, der kommer mange mennesker, og i virkeligheden vil jeg egentlig helst være fri for alle de mennesker.«