I begyndelsen af påskeugen kan vi få temperaturer, der nærmer sig 20 grader. Men indtil da bliver det både køligt, vådt og blæsende.

»En blandet affære.«

Sådan beskriver vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut Jesper Eriksen vejrudsigten for de kommende dage.

Og der er da også både blæst, regn, slud og måske en smule sne i prognoserne.

Men den allerbedste nyhed er dog, at der også er lun luft, sol og temperaturer, der nærmer sig 20 grader, i blandingen.

Der er nok at bekymre sig om i disse dage, hvor coronavirussen lægger landet øde og koster både liv, arbejdspladser og penge.

Men heldigvis har forårsvejret indtil nu ikke givet anledning til bekymring.

For i en på mange måder dyster tid kan vejrudsigten faktisk være lidt af et lyspunkt. Også selv om vi ikke helt kan nyde forårssolen, som vi plejer.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Flot, flot forårsvejr ramte landet stort set samtidig med, at danskerne blev bedt om at blive hjemme og holde afstand.

De kommende fem dage bliver ingen undtagelse.

Søndagsvejret og begyndelsen til næste uge tegner både tørt, solrigt og lunt, forudser DMI.

Inden da skal vi dog have en front ind over landet, som – lidt usædvanligt for årstiden – indeholder blæst.

»Det blæser allerede nu her onsdag, men torsdag eftermiddag blæser det op, og vi kan få vindstød af stormstyrke ved kysterne i Nord- og Nordvestjylland,« siger Jesper Eriksen, som også lover blæsende vejr til resten af landet torsdag.

Natten til fredag forudser han ligefrem, at vi får byger med både regn og slud, som enkelte steder kan indeholde sne.

I weekenden får vi derimod vinden fra syd, og det giver os gradvist lunere vejr.

»Mandag kan vi få helt op til omkring 18 grader, så det er lige før, man kan gå udenfor i T-shirt,« siger meteorologen.

Når vi kommer ind i selve påskeugen, bliver prognoserne dog noget mere usikre.

»De første prognoser forudsagde, at der kom et lavtryk, og nu siger de, at vi får et højtryk ind over, så lige nu svinger det meget,« siger Jesper Eriksen.

Den tid, den sorg – eller glæde. Det vender vi alt sammen tilbage til om nogle dage.

Indtil dag: Nyd det gode – og det brogede – vejr, lige så længe, det varer.