Tomme stole er ikke et uvant syn i de københavnske skoleklasser. Men for nogen elever tager fraværet overhånd.

Siden august 2019 har de københavnske skoler 770 gange underrettet kommunen om elever med ulovligt skolefravær på over 15 procent.

Og det har haft konsekvenser, viser en opgørelse fra Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

238 gange har kommunen frataget familier børnechecken for et helt kvartal på grund af børnenes bekymrende fravær.

Det gælder blandt andet flere forældre med børn på Tingbjerg Skole i Københavns Nordvestkvarter, oplyser skoleleder Marco Damgaard.

Årsagerne til fravær i folkeskolen er mange, men særligt ét bestemt fraværsmønster går igen.

»Tallene lyver ikke. Vi har haft adskillige eksempler med børnefamilier, der er taget på udenlandsrejse til Mellemøsten eller Pakistan i op til en hel måned uden for skoleferierne. Det kan vi som skole ikke godkende, men ikke alle forældre er lige gode til at lytte,« siger Marco Damgaard.

Sidste skoleår havde Tingbjerg Skoles cirka 600 elever et gennemsnitligt fravær på 7,7 procent, hvilket er en af de højeste fraværsprocenter blandt de københavnske folkeskoler.

Et familiemedlems bryllup eller en begravelse i familiens oprindelsesland kan være årsag til, at nogle børnefamilier tager på lange udenlandsrejser, selvom det udløser ulovligt fravær. Det forklarer skoleleder Marco Damgaard fra Tingbjerg Skole. Arkivfoto
Et familiemedlems bryllup eller en begravelse i familiens oprindelsesland kan være årsag til, at nogle børnefamilier tager på lange udenlandsrejser, selvom det udløser ulovligt fravær. Det forklarer skoleleder Marco Damgaard fra Tingbjerg Skole. Arkivfoto Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

»Vi har en regel om, at hvis et barn har mere end tre dages fravær, så er det ikke læreren i klassen, der kan sige god for, om det er ekstraordinær frihed. Så skal det forbi os i ledelsen,« siger Marco Damgaard.

Kommunerne har siden august 2019 været forpligtet til at sanktionere forældre, hvis barnets skolefravær overstiger 15 procent og ikke skyldes såkaldte 'undskyldelige omstændigheder'.

Formålet med loven er at styrke forældreansvaret ved at indføre krav til, at børn deltager i undervisningen i folkeskolen.

Flere har dog kritiseret loven for at have en social slagside, og det er måske ikke så mærkeligt.

I København vedrører halvdelen af sagerne børn, der i forvejen er kendt i Socialforvaltningen. Og størstedelen af de familier, der er sanktioneret flere gange, har en aktiv sag i forvaltningen.

»Da jeg første gang hørte om loven, synes jeg, den var problematisk, fordi det i sidste ende går ud over børnene, og det jo ikke er deres skyld. Nogle af dem kan i forvejen have svære kår, og hvis man så fratager deres familier børnechecken, bliver det ikke nemmere at være barn,« siger Marco Damgaard.

Børneydelsen, også kaldet børnechecken, ligger på 2.898 kroner for et barn i alderen 7-14 år. Trods sin skepsis mener Marco Damgaard, at loven har haft en forebyggende effekt på Tingbjerg Skole.

»Jeg må bare sige, at vi nu har kørt det her i nogle år og kan se, at forældrene er begyndt at tage det mere og mere alvorligt. De lytter mere til os og skærer ned på rejseriet eller finder et bedre tidspunkt at rejse på,« siger han.

For at styrke indsatsen for elever med særligt højt fravær i udsatte boligområder har kommunen afsat midler til to såkaldte skolefraværsrådgivere, der tilknyttes henholdsvis Tingbjerg Skole og Nørre Fælled Skole.

»Vi vil meget hellere forebygge end at sanktionere. Skolefraværsrådgiveren kommer til at tage ud og være i tæt dialog med familierne, hvis deres barn allerede har ti procent fravær,« siger Marco Damgaard.