»Jeg har taget et eksempel med, som vi kan kigge på,« siger shariaforsker Jesper Petersen.

Han viser et stykke A4-papir med arabisk skrift. Det er en islamisk skilsmissekontrakt.

»Det er en type kontrakt, som vi i forskningen kalder 'weaponized talaq'. Det er en mand, der udnytter sin mulighed for at fastholde sin kone i et islamisk ægteskab og stille krav for at acceptere en skilsmisse,« forklarer Jesper Petersen.

Han har indsamlet 552 islamiske skilsmissekontrakter fra Danmark, som han har liggende på sin computer. Og han har set endnu flere. Hans arkiv strækker sig fra i dag og helt tilbage til 2003.

Størstedelen af kontrakterne er uproblematiske aftaler om at gå hvert til sit, fortæller han, men ikke alle. Han begynder at læse højt fra sin oversættelse af skilsmissekontrakten på arabisk:

»Det er en kvinde, der er kommet til en imam og har været desperat for at komme ud af et forhold. Der er i kontrakten en indledende beskrivelse af, hvordan der har været vold i forholdet,« fortæller Jesper Petersen.

Først fastslår kontrakten blandt andet, at kvinden får lov til at beholde sin brudegave; at manden skal have lov til at hente børnene efter aftale med kvinden; og at manden skal hjælpe, når børnene er syge.

Men så begynder kontrakten at tage form som afpresning:

»Kvinden mister børnene, hvis hun flytter, eller hvis hun finder sig en ny mand. Det vil sige, at hun skal forblive single, indtil børnene er flyttet hjemmefra. Ellers mister hun dem,« fortæller Jesper Petersen. 

Han fortsætter med at læse op ad kontrakten:

»Og så må kvinden på intet tidspunkt bede om at få børnepenge af manden.«

Hvorfor går kvinden dog med til det?

Fordi hun kun kan blive islamisk skilt, hvis manden går med til det. Sådan er skikken i nogle muslimske miljøer. Også selvom deres ægteskab er ophørt efter dansk lov. Det gør det muligt for manden er afpresse kvinden. For eksempel for penge. Eller som i dette tilfælde for et løfte om at leve videre som single efter skilsmissen.

Imamen har ikke nogen »domsmagt«, forklarer Jesper Petersen. Manden skal acceptere skilsmissen, så imamen har forsøgt at forhandle en kontrakt på plads, som begge parter vil skrive under på.

»Hun er jo desperat. Hun vil bare gerne ud af det her voldelige forhold. Og derfor går hun med til det,« siger Jesper Petersen.

Ellers risikerer hun at blive udstødt af sin familie, eller at manden fortsætter med at komme i hendes hjem, fortæller han:

»Det er jo ikke alle muslimer, der lever med den parallelle retspraksis, men for nogle kvinder har det en enorm betydning, at hun ikke bare bliver skilt under dansk lov, men også får den islamiske skilsmisse. Det afgør, hvordan andre mennesker ser på dem. Det er det, der får familien til at holde op med at presse dem til at komme tilbage ind i ægteskabet.«

Det konkrete eksempel er fra 2018. Men det sker stadig, fortæller Jesper Petersen.

De urimelige krav er ofte ikke skrevet ned på papir som i kontrakten fra 2018, men aftales i stedet for mundtligt.

»Den her er mild. Det kan være meget værre.«

Derfor har han nu sendt et opråb til den danske regering sammen med en anden forsker i dansk sharia Niels Valdemar Vinding, lektor på Københavns Universitet. 

De to forskere har med deres opråb, som er blevet bragt af B.T., sendt en række anbefalinger til, hvordan regeringen kan ændre straffeloven for at sætte en stoppe for kvindeafpresningen.

»Vi gør ikke nok. Nu er det på høje tid. Og jeg synes, vi her har nøglen til at komme problemerne til livs,« siger Niels Valdemar Vinding, der forsker i islamisk ret og religion.

Læs mere om forskernes anbefalinger til regeringen HER.

Hør også de to forskere fortælle mere i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen. Blandt andet om imamer, der trues af vrede og voldsparate ægtemand, hvis imamerne forsøger at hjælpe kvinderne med skilsmisse: