»Jeg ville ønske, jeg var været tættere med dig. Jeg ville ønske, jeg kunne vise dig kærlighed og omsorg.«
Men det blev faderen til Andreas Elia Constantinou aldrig i stand til, og optagelsen af samtalen inden faderens død bliver billedet på et trauma og på et forlist forhold, som siden prægede artisten.
Nu kommer det måske til at præge et publikum, når den afspilles i en udstilling til The GenderHOUSE Festival, som Andreas Elia Constantinou er arrangør for.
Hans tre kunstneriske bidrag til festivalen udspringer alle af egne oplevelser.
Året er 2019. Andreas Elia Constantinou sidder ved siden af en seng og holder sin mor i hånden. Alt ånder ikke fred og idyl. Sengen står på et hospital, og hans mor er terminalt syg. Der sidder han hver dag i seks måneder.
Det var behovet for at mødes i fællesskab med andre om sorgen, døden, kærligheden, som er eksistentiel, der får ham til at optage samtalerne med sin mor på dødslejet. Selvom Andreas Elia Constantinou altid har følt sig som en del af det, han kalder ‘andetheden'.
Med en lille båndoptager ved deres siden blev moderens sidste ord om kærligheden, døden og livet foreviget.
»Det var selvfølgelig meget svært og sårbart, men det blev også en åbning for os til at tale om de her ting. Jeg er ikke sikker på, vi havde fået sagt de ting, vi havde brug for, hvis jeg ikke havde lavet det her værk,« siger Andreas Elia Constantinous og fortsætter:
»Der er meget sorg i at lave sådan et værk, men jeg følte, det var nødvendigt. Det lyder brutalt, men jeg har mistet mine forældre, og alle kommer til at miste nogen, de elsker, i den her verden. Det skaber et fællesskab, vi kan mødes i.«
Og sådan er værket My Undying Love blevet til. Hvis du besøger det til The GenderHOUSE Festival, bliver du selv en del af scenen. I rummet står den seng, der skal forestille dødslejet, optagelserne bliver spillet, og du bliver en del af historien.
Det gør du også, når samtaler med Andreas Elia Constantinous far bliver afspillet.
En far, der aldrig nåede at elske ham, som den han er. En homoseksuel mand.
»Samtalen med min far var næsten sværere, end med min mor. Selvom min mor skulle dø, så var det kærlighed, der blev vist gennem sorgen. Min far nåede aldrig at acceptere mig, som jeg er, så den samtale handler om trauma, konflikt og uforløsning,« siger Andreas Elia Constantinou og fortsætter:
»I værket fortæller han om, hvordan jeg var som barn, og hvordan han ser på mig som voksen. Og det gjorde han jo på den måde, at han så noget, han ikke brød sig om. Det er virkeligheden, og den virkelighed kan jeg finde sammen med andre i.«
Faderen døde kun seks uger efter Andreas Elia Constantinous mor. Han blev indlagt på et plejehjem og smittet med covid-19. Familien havde derfor ikke mulighed for at være ved hans side.
Derfor er Andreas Elia Constantinou også taknemmelig for, at han nåede at tage samtalen med sin far, kort inden han døde. For han så faktisk, at han gerne ville elske ham. Gerne ville acceptere ham. Han var bare aldrig i stand til det, som han siger.
Andreas Elia Constantinous beskriver en andethed, han er en del af. Og et fællesskab han vil mødes i – på trods af andetheden
Han voksede op i det multikulturelle London, men for 12 år siden flyttede han til Aarhus. For kærligheden. Og det var et chok.
»Det første år følte jeg mig anderledes og som en del af ‘andetheden’. Nu elsker og forguder jeg Aarhus, også fordi jeg føler, jeg kan bidrage med noget her. Folk vil gerne udfordres og forstå det, de ikke forstår,« siger han.
Men han oplever stadig, der er behov for at udfordre i Smilets By.
Indenfor de sidste seks måneder alene har han haft tre oplevelser med verbal chikane, når han har gået gennem Aarhus hånd i hånd med sin mand.
Og sådan er værkets sidste tema blevet til: Sex.
Her har han og artisten Annika Lewis kortlagt hele deres sexliv, som de fremfører i værket »History of Sexuality«. Og de opfordrer publikum til at gøre det samme.
»Det eneste, jeg gerne vil, med den her festival er at bringe folk sammen. Det er det virkelig,« afslutter han.
