»Jeg oplevede patienter, der begyndte at onanere, selv om jeg var til stede.«

Ordene kommer fra 24-årige Helena Udsen, der er medicinstuderende på fjerde semester, og nu ønsker mere fokus på sexisme i relationen til patienter.

»Jeg startede med at have vagter i løbet af mit første år som medicinstuderende. Som nyudklækket medicinstuderende kom jeg jo med et ønske om at gøre det godt og hjælpe patienter. Og så overskrider det mine grænser, at det menneske, jeg er der for at hjælpe, gør det her,« siger Helena Udsen, der lørdag er stået frem i et indlæg i Politken.

Og værre endnu.

Patienterne respekterede ikke, når Helena Udsen ville have dem til at stoppe med at onanere.

I hvertfald ikke før hun hævede stemmen ret klart.

Hvad gjorde du helt præcist, når du havde en patient, der begyndte at onanere?

»Når jeg var på en fastvagt, så kunne jeg ikke gå, for det måtte vi ikke. Så jeg sagde »det skal du lade være med« eller »det er ikke lige nu, du skal gøre det« til patienten. Har jeg siddet tæt på, har jeg lagt en hånd på deres arm, og sagt at de skulle lade være med at have hånden nede i bukserne eller hive penis frem.«

Medicinstuderende Helena Udsen fra København fortæller, hvordan patienter er begyndt at onanere foran hende. Hun efterlyser, at ledere på landets hospitaler gør mere for at tale med unge studerende og nyansatte om, hvad de skal gøre, når patienterne begynder at onanere. Foto: Privat
Medicinstuderende Helena Udsen fra København fortæller, hvordan patienter er begyndt at onanere foran hende. Hun efterlyser, at ledere på landets hospitaler gør mere for at tale med unge studerende og nyansatte om, hvad de skal gøre, når patienterne begynder at onanere. Foto: Privat
Vis mere

Hvordan reagerede de på det?

»Så har de ikke respekteret det stop, indtil jeg til sidste hævede stemmen og sagde stop.«

Og de stoppede så, når du med høj stemme, sagde stop?

»Jeg har skullet sige stop flere gange, hvor de har fortsat. Og de har været voksne i 50'erne og 60'erne, mens jeg selv har været i starten af 20'erne,« siger Helena Udsen.

Sofie Linde har været udsat for sexchikane og afpresning i begyndelsen af sin karriere, fortalte hun til årets Zulu Comedy Galla. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Sofie Linde har været udsat for sexchikane og afpresning i begyndelsen af sin karriere, fortalte hun til årets Zulu Comedy Galla. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hele debatten om sexisme er eksploderet, efter Sofie Linde, der er kendt som vært på X-Factor, den 26. august under Zulu Comedy Galla fortalte, hvordan en mandlig mediechef havde udsat hende for sexcikane.

Helena Udsen, er det her noget, du har nævnt for ledelsen på hospitalerne før, eller er det først nu efter Sofie Linde stod frem, at der er kommet fokus på det?

»Jeg har ikke haft sagt det til min chef eller de sygeplejersker, der var på arbejde. Og det har jeg ikke, fordi jeg har tænkt, om det her måske bare er en del af arbejdet,« siger hun og tilføjer:

»Inde i mit hoved har jeg tænkt, at det måske bare var del af arbejdet, at patienten onanerede, selv om jeg bad ham lade være. Og så frygten for at blive mødt med ord som, 'jamen, Helena, de er jo syge' eller 'var det dig, der lavede forkert patientkommunikation?' Altså min faglighed, der bliver kritiseret.«

Er det noget, du mener, skal gøres anderledes fra sygehusledernes side?

»Jeg tænker, man kunne tydeliggøre mere over for medicinstuderende og andre nye på afdelingerne, at de skal hive i snoren eller lige komme og sige det, hvis de er ude for patienter, som onanerer, og ikke vil acceptere, når de bliver bedt om at stoppe med at onanere,« siger hun.

Så du vil gerne have, at lederen giver bedre forklaring til nyansatte om, hvad de skal gøre, når patienten onanerer?

»Jeg tænker klart, at det er en ledelsesudfordring og et strukturelt problem. Jeg går på arbejde, og så skal jeg være sikker på, at jeg kan gøre det i ordentlige forhold,« siger hun.